| 1080 1090 Frådstenskirken |
|
(Svend Nordmands kirke) |
En ny katedral blev opført efter tysk forbillede, men i frådsten. Roskildekrøniken beretter på denne måde om Svend Nordmand: "Det var ham, som opbyggede Roskilde kirke næsten som fra grunden og smykkede den med en herlig krone og marmorsøjler og alskens prydelser. Det var ham, som byggede et kloster af sten til brødrene, og for at der kunne blive femten præbender, gav han af sit eget bispegods til brødrene og til kirken, som han indviede til Den hellige Treenigheds ære. Desuden byggede han et stenkloster i Ringsted til Den Hellige Marias ære og et andet i Slagelse". Krøniken kan måske tydes derhen, at byggeriet allerede var blevet påbegyndt under forgængeren, bisp Vilhelm, men der lades ingen tvivl om, at æren for kirkebyggeriet først og fremmest tilfalder Svend Nordmand.
De brødre, der tales om, er domkirkens præster, kannikkerne. Til deres underhold oppebar de hver især indtægterne fra en samling gods, et såkaldt præbende. Saxo kan tilføje, at Knud den Hellige hjalp Svend med at bygge det tilhørende kloster til kannikkerne og var halvt med ham om det fromme værk. Uden kongelig bistand havde et sådant byggearbejde været svært at gennemføre. Den økonomiske forudsætning for domkapitlets eksistens var rundhåndede gaver fra kongeslægtens side, begyndende 1035 med Estrids 50 bol. 1 bol svarer på Sjælland til 4 fæstegårde af den slags, man fik senere. Så 50 bol er ca. 200 gårde! Også Harald Hens dronning, Margrethe, hørte til kirkens velyndere. Fra hendes hånd fik man omkring 50 gårde i det skånske Gøinge herred at lægge til formuen.
Katedralen i Roskilde spillede en vigtig rolle i kongefamiliens liv. Kirken her havde siden Harald Blåtands dage været rammen om kongelige begravelser, og den nye domkirke blev derfor udformet som fyrstekirke efter centraleuropæisk forbillede med et særligt "vestværk", et pulpitur, hvorfra kongefamilien kunne overvære messen.
Der skulle meget til for at fuldføre det store bygger og listen over bidragydere må have omfattet medlemmer af den kongelige familie, kirkens kannikker og endelig en lang række velhavende enkeltpersoner, hvis navne siden er gået tabt.
