Frådstenskirken
	Brønd til helligt vand

Kirken er en romansk basilika. Man kan af udgravningerne se, hvor der har stået søjler og hvor store disse er. Men rummets udseende må man gætte sig til ud fra kendskabet til basilikaer andre steder i Europa, især Tyskland. Rummet kan godt have set ud som på billedet her. Der er fladt træloft, små vinduer og der kommer kun lidt lys ind. Udgravningerne i 1892 har vist, at hovedskibet var 7 m. bredt.

Om kirkens indretning og udsmykning har vi en del oplysninger. Blandt de talrige bevarede frådstensmurbrokker findes to krumhuggede frådstenskvadre, som må have haft deres plads i udvendige hjørnestave af samme slags som dem, der endnu kan ses på Sankt Jørgensbjerg Kirke. Man mener i den slags udsmykning at kunne se, at man i de første stenbyggerier efterlignede de ældre trækirkers hjørnestolper. Trækket genfindes i en anden kirke opført under Svend Nordmand, nemlig klosterkirken i Ringsted.

Roskildekrøniken beretter, at Svend Nordmand "smykkede sin domkirke med en herlig krone af marmorsøjler og alskens prydelser". Intet af alt dette er bevaret til i dag (måske er nogle af søjlerne dog genbrugt i koret), men vi kan alligevel gøre os forestillinger om, hvordan det hele har set ud.

Lysekronen har sikkert været af bronze, og den har sikkert skullet symbolisere Det Himmelske Jerusalem. Sådanne kroner kendes fra flere katedraler i Tyskland. Også Dalby kirke i Skåne, som i en kort periode var domkirke, var i besiddelse af sådan en krone. Det forsvandt i 1500-tallet, men kendes fra beskrivelser. Kronen havde form af en ring af malm og efterlignede en bymur med 16 murtinder med lige så mange lys. Den lysende stad har krævet kraftige kæder til ophængning, for kronens diameter var hele 4 m. Vægten har været enorm og anskaffelsesprisen ikke mindre.

Men her standsede Svend Nordmand ikke. Marmorsøjler blev det også til. De blev importeret fra Sydeuropa eller fra en romersk ruin for eksempel i Tyskland. Deres placering i kirken er omdiskuteret. Det kan ikke være dem, der har dannet arkaderækken på begge sider af midtskibet. Pillerne her har tydeligt været firkantede. Og hvis man har brugt så store mængder marmor, ville det have sat sig spor i det fundmateriale, der ligger under domkirkens gulve. Man kan roligt gå ud fra, at Svend Nordmands importerede marmorsøjler har været mindre, og dermed har de sikkert haft deres plads i forbindelse med det kongelige pulpitur eller som pynt i koret. Måske har de ligefrem indgået i højalteret. Af domkirkens gave- eller datobog Liber Daticus (en fortegnelse over alle dem, som havde givet gaver til kirken, og som skulle mindes ved altertjenester i årets løb), fremgår det, at højalteret var et såkaldt ciboriealter. Det vil sige, at der over alterbordet hvælvede sig en overbygning båret af fire søjler. Mellem dem har der været et forhæng, som kunne trækkes for i det øjeblik, hvor brødet og vinen forvandledes til Kristi legeme og blod. Gavebogen er ganske vist påbegyndt 1274, men den rummer dele af en ældre udgave, blandt andet en notits om, at der hvert år den 9. maj skulle afholdes en messe for Svend Estridsen og hans moder med deltagelse af alle kirkens gejstlige for åbent ciborium, det vil sige med forhænget draget til side.

Hvad kirkens øvrige prydelser har bestået i, kan man kun gætte på. Indkaldte udenlandske kunstnere har smykket flere af sognekirkerne i byens omegn med kostbare kalkmalerier. Det bedste eksempel er måske Gundsømagle kirke ca. 15 km nord for Roskilde, hvis vægge omkring 1130 er blevet forsynet med malerier, formentlig udført af en fransk mester. Det er utænkeligt, at stiftets hovedkirke ikke har været mindst lige så fornemt udsmykket. Men meget andet fornemt udstyr skulle anskaffes for at skabe rammer, der var en bispekirke værdig. Der skulle for eksempel være sidealtre, krucifikser, lysestager og klokker. Klokkerne blev i øvrigt anbragt i en klokkestabel ved siden af kirken.