Skt. Clara Kloster |
Skt. Clara Kloster | |
Clara kloster brændte i foråret 1302 og blev genopført i tegl. Det sidste ved vi en del om, fordi en kontrakt med Claus Teglbrænder, der tog leverancen af materialer i entreprise, er bevaret. Claus har sikkert rejst gennem landet fra byggeplads til byggeplads. Til store byggesager brugte man eksperter. De lokale håndværkere kunne så håbe på at få en tjans hos bygmesteren.
Claus ville selv fæste arbejderne og regnede med at skulle bruge 6-8 mand. Af klostret lånte han en kærre, seks trillebøre og seks andre børe - sikkert bærebøre - en hakke, to spader, to spande, to baljer og fire stenforme. Murstenene ville komme i en pris af 12 øre pr. 20 stk., medens tagstenene ville blive dyrere. Klostret godtgjorde svendenes arbejdsløn, men teglbrænderen stod selv for udbetalingen. Han skulle sørge for, at leret blev gravet, formet til sten tørret og brændt. Som brændsel brugte han trækul, som nonnerne leverede råvaren til, nemlig træ. De havde store skove at tage af. For en sikkerheds skyld advarede de Claus mod at sælge ud af brændselslageret underhånden. Sten der blev knust under arbejdet skulle også leveres; dem blandede man nemlig med mørtel til brug for udfyldninger. De færdige sten ville teglbrænderen stable ti alen fra ovnen; så blev det murermesterens opgave at tage sig af det videre fornødne.
Da Claus ikke kunne skrive, afgav han sine løfter mundtligt i overværelse af Roskildes byfoged Bent Esbernsen, domprovst Peder Saxesen og møntmester Johannes Franz. Det var nonnernes held, for Claus viste sig ikke at leve op til aftalerne. Det endte med, at klostrets svendeoverfaldt teglbrænderen. Han fik tilkendt erstatning for udstået tort og svie; men Bent Esbernsen benyttede samtidigt lejligheden til at afkræve ham regnskab i henhold til kontrakten. Og her var der store mangler, så at teglbrænderen måtte erstatte manglende sten, brugt trækul, redskaber, der var blevet borte.
Nonnerne og Claus var ikke enige om en del af byggesagen. Claus klagede over, at betalingen ikke faldt til tiden. Og nonnerne klagede over, at han ikke holdt tidsfristerne og især, at han ikke levede op til de aftalte kvalitetskrav.
Bygning af en mur. Tegning fra 1200-tallet, nu i Trinity College, Dublin. Her bruges både vaterpas og lodline, mens stenene hejses på plads ved hjælp at en kran. Mændene til højre tager sig af snedkerarbejdet med vinkelhager og tømmerøkser. |