Skt. Clara Kloster |
Skt. Clara Kloster
Udsnit af et maleri af Ambrogia Lorenzetti fra begyndelsen af 1300-tallet. Helgenen, øverst, læser højt for sine medsøstre af en opbyggelig bog, som søstrene efter reglerne skal lytte til, mens de indtager deres mad i tavshed. Her foregår i stedet en ophidset diskussion. Lorenzetti har her været optaget at perspektivet for at kunne skabe en rumvirkning, men han har ikke været konsekvent. Læsepulten øverst er set nedefra, bordet er set fra oven! |
Klosteret rummede ikke færre end 90 nonner, abbedissen medregnet. De skulle, siger klosterregelen, oplæres i hæderlige og nyttige arbejder, og de bedst begavede skulle lære bogstaverne. Søstrenes dragt var en snæver, sækkeformet kjortel af sort uld med sort slør. Ligesom munkene bar de egentlige nonner et reb om livet. Søstrene havde ikke celler, men sov i fælles sovesal, hvor også abbedissen sov. Klosterregelen bestemte at der kun måtte være én indgang, helst i øverste etage. En stige, som blev trukket ind hver aften, var derfor den eneste forbindelse med omverdenen.
Klosterreglerne var altså meget strenge, og fremmede måtte ikke betræde klostret. Rent undtagelsesvis fik fru Ingeborg, Erik Menveds dronning, lov til med særlig tilladelse hver gang at gæste søstrene tre gange årlig sammen med ti ærlige matroner, men de måtte hverken spise eller blive der natten over.
Nogle breve fra et par nonner til deres tidligere, nu bortrejste skriftefader, den kære, dydelige broder Laurids, giver et indblik i klosterlivet. I det ene brev beder en nonne på den fattige søster Bodils vegne broder Laurids om for den løn, han vil have af Gud, at give hende klæde til en kåbe eller en kjortel, da hun slet ikke har noget, hun kan gå i. Men søster Bodil må endelig ikke faa noget at vide om dette. Det andet brev er fra søster Bodil selv til hendes kære skriftefader. Hvor ængstelige hendes ord end er, så gløder de dog af skjult inderlighed, for ikke at sige kærlighed. Og så ender brevet med, at hun beder ham om nogle egernskind. Hendes dydelige broder har dog aldrig fået brevet, ellers var det ikke havnet i klosterets arkiv. Flere år efter blev søster Bodil en af klostrets sidste abbedisser.