Blodgildet
	Saxo om blodgildet
	Kong Knud
	Ramsømagle

Knud bliver dræbt med det samme. På tegningen her af Louis Moe til Saxos "Gesta Danorum" er drabet udført, og Absalon, Valdemars plejebroder, som var med til gildet, sidder og holder om Knud, mens han udånder. Valdemar krøb ud af vinduet og slap for Svends mænd. Han søgte ud tiul sin bryde (forpagter) på en gård i Ramsømagle. Men Svend var efter ham og vidste godt, at han skulle søges i omegnen af Fjenneslev, hvor Valdemar var vokset op sammen med Asser Rigs sønner Absalon og dennes storebror Esbern Snarre. Esbern sørgede nu for at bringe Valdemar til Jylland, hvor han jo var konge.

Sådan fortæller Arthur Fang (i Roskilde I., 1945) om blodgildet:

Blodnatten i Roskilde den 10. August 1157 skulde danne Afslutningen paa de frygtelige Ufredens Aar, den ulykkelige Borgerkrig og Frændestrid, hvor tre Prinser, alle direkte Efterkommere af Sven Estridsen, deres fælles Oldefader, reves om Danmarks Trone.

Hen paa Sommeren 1157 saa det ud til, at Striden foreløbig skulde ende med Forlig. Riget blev efter Aftale mellem Tronkræverne delt i tre Dele: Jylland - Øerne - Skaane, Halland og Bleking. Valdemar valgte Jylland, Sven fik de østdanske Lande og Knud Øerne. Som en Bekræftelse paa Overenskomsten vilde Knud i Kongsgaarden i Roskilde afholde et stort Gæstebud, som skulde forme sig som et festligt Tre-Konger-Møde.

Vi har ganske godt Kendskab til disse Begivenheder, især er Gæstebudet i Roskilde, som vakte vældig Opsigt, skildret meget indgaaende. Først og fremmest har Sakse berettet derom i sin Danmarks-Krønike. Af andre Kilder er der Sven Aggesen, den islandske Knytlinga-Saga og den tyske Præst Helmolds Krønike, endelig er der en ikke meget kendt Folkevise om Blodgildet.

Med Absalons gode Mand Sakse i Spidsen har Historikerne hidtil været enige om at fæste Niddings-Navnet paa Kong Sven. Sakse er fast overbevist om, at Sven længe har pønset paa at rydde sine to Medbejlere af Vejen, og at Overfaldet i Roskilde var planlagt forud. I de senere Aar er der kommet Folk, som har begyndt at pille ved den ældre Opfattelse af Sven, Knud og Valdemar. Og de har ikke saa lidt at bygge paa. Forsøger man at være saa neutral som muligt og se bort fra det vedtagne, naar man ikke til det Resultat, at Sven blot var en Nidding, mens Knud og Valdemar var Engle. Det har været højt Spil om Magten, og ingen af de tre har skyet mindre fine Midler. Men nu er det jo altid saadan, at den, der vinder, bliver den store, mens Nederlagets Mand ofte kan føje Skam til Skade.

I de første Dage i August samledes saa Kongerne Valdemar og Sven med deres Mænd som Gæster hos Kong Knud i Roskilde. Det var straks lidt mærkeligt, at Sven havde betydeligt Mandskab med sig, "alle hans Mænd vare brynjeklædte og saa bedækkede af Jern, som man kunde see en Istlade", siger Sagaen.

Gildet paa Kongsgaarden skulde være stort. I tre Dage gik det løs med vældigt Opbud af Mad og Strømme af ØI og Vin. Naar Madbordene var taget bort, gik Bægrene flittigt rundt. Ud paa Aftenen den tredje Dag var mange af Mændene saa trætte af Drikkeriet, at de foretrak at se paa de Sportsøvelser, som Kong Svens Mænd morede sig med paa Pladsen uden for Kongsgaardens Huse, i Stedet for at hænge over Bægrene. Der var derfor kun faa Mennesker i det Hus, hvor de tre Konger opholdt sig. Her var der tændt Lys og Skodderne lukket for Vinduerne. Valdemar og Knud sad ved hinandens Side paa en Bænk og Valdemar var optaget af at spille Skak med en anden Mand. Sven har vel ogsaa været Tilskuer ved Spillet.

Alt syntes at forløbe roligt og fredeligt. Da kom pludselig Ditlev og et Par andre af Svens Mænd ind ad Døren. Ditlev vinkede ad Sven, som kom hen til dem, og nu stod de en Tid og hviskede sammen. Lidt efter gik de ud, og Kong Sven søgte over i et andet Hus. Da han var vel af Vejen, kom Ditlev og hans Kammerater igen ind i Huset, hvor Knud og Valdemar sad. Valdemar var stadig optaget af Spillet, men Knud anede med eet Uraad, hastigt bøjede han sig hen over Valdemar og kyssede ham. Forundret spurgte Valdemar, hvad den dog gik af ham. Hertil svarede Knud blot: "Det vil du snart faa at se".

Nu blottede Svens Folk deres Sværd de var fuldt bevæbnede, mens Knud og Valdemar, der ingen Ufred havde frygtet, van vaabenløse. Hastigt springer Valdemar op, slukker Lysene, river Kappen af sine Skuldre og vikler den om højre Arm for at kunne værge sig mod Hug i Hovedet. Med al sin Kraft kastede han sig frem mod Ditlev, saa haardt, at de begge brasede omkuld i Døren. En anden af Svens Mænd huggede efter Valdemar og saarede ham i Laaret og Tommelfingeren. Nogle af Valdemars Mænd var nu kommet til, og mens de dækkede for ham, lykkedes det Valdemar at komme paa Benene. I eet Sæt var han ude af Døren. Udenfor var der en Mand, som greb fat i hans Bæltekvaster for at holde ham tilbage, men han opnaaede kun at rive dem af.

For ikke at rave rundt i Bælgmørke og hugge helt hen i Blinde blev Skodderne slaaet fra; men det var blevet helt mørkt udenfor. Nu var ogsaa Ditlev kommen paa Benene og huggede ud efter Knud, som haardt saaret i Hovedet segnede døende om, ind over Arnestedet.

Mens alt dette tildrog sig, havde Absalon opholdt sig et andet Sted i Kongsgaarden. Her fik han at vide, at begge Kongerne var dræbt. Han gik straks over i Huset - Svens Mænd havde nu forladt det - og vilde lede efter Valdemar; han fandt ham ikke, men derimod den haardt saarede Knud. Absalon tog sin Skindkaabe af, rullede den sammen og lagde den under Knuds Hoved. Et Øjeblik efter udaandede Kong Knud.

Da Absalon vilde gaa ud, havde Svens Mænd taget Stilling uden for Døren med blottede Sværd. I Flokken var der en Slægtning af Absalon ved Navn Aslak, som kendte ham, og truede sine Kammerater med Døden, hvis de rørte ham. Paa den Maade slap Absalon bort.

Beretningen her om Blodgildet er nærmest bygget paa Knytlinga Saga, som virker bedst og ædrueligst. Sakse er efter Sædvane mest optaget af Absalon. I hans Fortælling er der et Par Enkeltheder, som paa en mærkelig Maade bringer os det gamle Roskilde heft ind paa Livet. Sakse fortæller, at da Absalon kom ud af Døren, stødte han paa væbnede Mænd, men han værdigede dem ikke et Ord til Svar paa alle deres Spørgsmaal og navngav sig ikke. Paa denne Maade slap han bort. Midt paa Broen, fortæller Sakse, mødte Absalon Kong Svens Mand Radulf. Denne angreb dog ikke Absalon, men svor paa, at han ikke havde Del i det skete. Med Broen tænkes der rimeligvis paa den med Træ eller Sten brolagte Gade mellem Kongsgaarden og Domkirken, nuværende Skolegade, for lidt efter hedder det, at Absalon naaede frem til den søndre Dør i Korsgangen i Klosteret ved Domkirken. Han har vel villet søge Ly i Klosteret, men støder paa nogle af Kong Svens Folk, som vil dræbe ham. Her lader saa Sakse Aslak optræde som Absalons Redningsmand. "Saaledes vilde Lykken ej helt røve Danmark dets Genrejsnings Haab, men holdt sin Haand over Rigets vordende Støtte", slutter Sakse' sin Beretning om selve Blodgildet.

 Absalon slap ud af Byen og vandrede i Nattens Mørke ud til Ramsø Torp. Han søgte ind hos en Bryde, som blev yderst overrasket ved at se den høje Herre komme alene uden Følge og blev meget forfærdet, da han hørte, hvad der var hændet i Roskilde. En Bryde er en Gaardbestyrer eller Forpagter for en Stormand; Gaarden i Ramsø har vel tilhørt et Medlem af Hvideslægten, for Absalon og Valdemar har regnet med, at de kunde faa Hjælp dér.

Da Ramsø-Bryden var kommen sig af sin Forskrækkelse, fik han trukket sin bedste Hest frem, og paa den red Absalon til sin Søster Ingefred og hendes Mand Peter, der boede i Borup, og derfra videre til sin Moder i Fjenneslev.

Ogsaa Kong Valdemar søgte, kun ledsaget af tre af sine Mænd, ret Syd ud af Roskilde, ned mod Ramsø. Skønt han knapt kunde støtte paa det saarede Ben, asede han sig frem Bedre gik det, da hans Mænd fik skaffet en Hest til ham. Det var næppe helt tilfældigt, at Valdemar fandt samme Sted hen i Ramsø som Absalon. Her fik han egnskendte Folk til at vise sig Vej til Hvidernes Gaard i Fjenneslev, hvor han fik sit Saar plejet og forbundet.

Ved Esbern Snares Hjælp dækker Valdemar sig en Tid paa Sjælland og faar saa endelig Skibslejlighed til Jylland. Senere satte Sven efter ham med en Hær men led Nederlag paa Grathe Hede ved Viborg den 23. Oktober 1157. Kong Sven tog Flugten, blev fundet i et Krat og dræbt