Jens Kruse Algade 10 Rådhuskvarter

Borgmester Jens Kruse deltog som vidne til underskriften af et  testamente for den velhavende borger Niels Jensen, da denne lå på sit dødsleje i maj måned 1489.

Niels Jensen havde gennem sit liv samlet sig en del af denne verdens goder. I 1483 havde han gennem sin kone, Barbara erhvervet sig en gård på sydsiden af Algade i Sankt Olai sogn, Algade 10 i dag. Niels Jensen og Barbara købte ejendomsretten til bygningerne for et beløb på 60 lødige mark og et sølvbæger til en værdi af 12 mark. Beløbet blev betalt over to rater; første rate på 20 mark betaltes senere på året, medens de resterende 40 mark blev betalt i 1485.

Niels Jensen fik ikke glæde af sin ejendom i ret lang tid. I maj måned 1489 tilkaldte han borgmester Jens Kruse og Olaf Jepsen, samt sin kære nabo, præsten Clement Jensen, for at de skulle bevidne testamentet ved hans sygeleje. Testamentets ordlyd giver et godt indblik i datidens religiøse liv, og samtidig giver omtalen af Niels Jensens ejendele en fornemmelse af, hvordan en rig Roskildeborgers levestandard var. Testamentet lyder:

"Jesus. In nomine domini amen (i Herrens navn amen). Det er således, at intet er vissere end døden og intet uvissere end dødens time. Skønt jeg, Niels Jensen. er ganske skrøbelig og krank i mit legeme, da håber jeg ved den almægtige Gud, at jeg er sund og karsk i min sjæl. Derfor agter jeg at skrive mit testamente til min sjæls bestand og salighed af det gods, som Gud har forlent mig på en sådan måde, som herefter følger......."

Indledningen er typisk for testamenter fra denne tid. Det er næsten en slags formel. I middelalderen opfattedes livet som en slags prøvetid, hvor man gennem sine tanker, ord og handlinger måtte ruste sig til Dommens dag, når ærkeenglen Mikael med sin store vægt skulle veje hver enkelt sjæl. I den ene vægtskål lå de gode gerninger og fromme tanker, som gerne skulle veje tungere end den anden vægtskål, hvor de onde tanker og slette handlinger tyngede. Et menneskes jordiske gods kunne betragtes som et slags lån ydet af Vor Herre, på samme måde som kongen betroede sine godser til en lensmand. Derfor taler Niels Jensen i sit testamente om "det gods, som Gud har forlent mig". Men en fattig kone havde lige så store chancer for at komme i Himmerige som en konge, for den sande skat lå netop ikke i jordisk gods og guld. Testamentet var således en af de sidste muligheder for at rette op på livets slemme fejl og skævheder. Derfor blev fromme stiftelser, kirker og klostre, fattige og syge meget ofte betænkt i testamenter, og på denne måde voksede kirkens gods meget igennem hele middelalderen.

Niels Jensen skænkede da også en stor del af det, han havde fået skrabet sammen til kirken. Gården i Algade 10 blev således testamenteret til Maria Magdalene Alter i domkirken, som i forvejen ejede selve grunden. Det var dog en betingelse, at Barbara, hustruen, kunne blive boende resten af sit liv. Hun skulle frit kunne råde over ejendommen, og hun beholdt endvidere en "tøndekedel, to heste, fire stude, to køer (en rødrigget og en rød), den bedste gryde og den bedste kande, en opredt seng, en læst malt, en "bynnicken" og et foldebord og en kiste". Hvad "bynnicken" er, er der ingen der ved.

Niels Jensen havde udvalgt Gråbrødreklostret som sit sidste hvilested, og overdrog derfor klostret et pund malt, et pund rug og en side flæsk. I datidens mål svarede et pund til ca. to tønder. Den lokale sognekirke og sognepræst i Skt. Olai fik en okse. Degnen fik 6 grot (det er en større sølvmønt), klokkeren 4 grot, og Jomfru Maria Alteret fik i mark til vokslys.

Nonneklostrene i Roskilde modtog hver en tønde øl, og Sortebrødreklostret fik et pund malt. Som det eneste udenbys kloster blev Vor Frue Kloster i Helsingør (karmeliterkloster) ligeledes foræret et pund malt. Endelig nævnes Skuldelev kirke, hvor Niels Jensen åbenbart var blevet døbt ("hvor jeg annammede kristendom")  og derfor fik kirken skilling grot.

Niels Jensens egen familie blev naturligvis også betænkt i testamentet. Broderen Per Jensen fik hans rustning og søsteren, Johanne Steffens fra Lolland, modtog en sølvske. Niels Jensens egen søn, Henning, fik et par stude, samt en sølvske, faderens bedste klæder og hans sværd, armbrøst og skyttegrej. Man undrer sig lidt over, at sønnen ikke arvede mere, f.eks. gården, men årsagen kan være, at gården var konens. Og hun havde sine egne arvinger. Broderdatteren Margrethe fik et par stude og en seng med tilhørende sengeklæder. En slægtning i Jersie fik en sølvske og tjenestefolkene blev også betænkt med mindre gaver. Svenden Mattes fik et sværd og hans bedste brune hætte, tjenestepigen Marine fik 1 skilling grot, og pigen Margrethe fik lærred til en særk. 

Testamentets sidste bestemmelser sikrer gaver til fattige peblinge i skolen, som modtog en tønde øl, brød og flæsk. Almindelige fattigfolk i Roskilde fik en gratis badstuegang, en tønde øl samt flæsk og brød. Hermed var testamentet slut, og vidnerne, heriblandt borgmester Jens Kruse, kunne trykke deres segl på papiret. Niels, Jensen havde ikke selv et segl trods sin position, og han bad derfor sin kære nabo om at besegle dokumentet på sine vegne. Niels Jensen døde kort efter udstedelsen af testamentet.