Rådhuset Fogeder efter reformationen Retsvæsen før Christian II Bystyre før Christian II Byens faste folk

De to love, som Christian II udstedte i sine sidste regeringsår, Landloven og Byloven, udgør en helhed. Mange af bestemmelserne går igen begge steder, i reglen i samme formulering.

Byloven fortsatte med den beskyttelse af købstæderne, som var dukket op i en række tidligere forordninger. Al handel skulle foregå i byerne, og der måtte ikke holdes markeder ude på landet. Rundt om langs kysterne var der en række småhavne, som både blev benyttet af bønder og af fremmede købmænd. Disse havne blev nu forbudt. Fra kysterne af Skåne, Halland og Blekinge samt fra Jylland var det dog stadig lovligt at udføre tømmer af forskellig art. Derimod måtte bønderne ikke sejle til Tyskland med korn. Alt korn skulle bringes til "Øresund, til København, Malmø, Landskrona og Helsingør, dér at sælges vore undersåtter, hvem som det vil købe for penge". Byloven indeholdt også en ny toldrulle, og der blev givet forskrifter om, hvem der måtte brygge øl. Det gjaldt om at sikre kongens "sise", accise, afgift af øl og andre trøstens drikke.

Lovene betød en afgørende ændring i retslivet. I byerne blev det gamle byting afskaffet, det blev nu udelukkende kongens repræsentant, byens foged eller skultus, en slags overborgmester, samt de to borgmestre, og de fire rådmænd, der skulle sige dom. Der skulle være orden i sagerne; man måtte vide, hvilke kendelser, der var blevet afsagt, og hver by skulle derfor have en svoren stadsskriver, som kunne føre bog over dommene. I nogle få paragraffer havde man således ikke blot lavet om på hele det tilvante bystyre, men også indført en ny retsform, der betød et fuldstændigt brud med gamle retssædvaner. Den menige bymand fik nu ikke mere nogen indflydelse på købstadens retsliv.

"Doctores eller magistre skulle dømme i "alle åndelige sager, såvel over biskopper som over andre her i riget, og ingen herefter skal derover trænges udi slige sager at drage til Rom eller andetsteds, på det at guld og penge kunne blive her i riget". Den nye domstol - højesteret -  skulle residere i Roskilde, og dens "doctores og mestre" skulle være forfarne både i kirkeloven og i "kejserloven". Oprindelig havde det været meningen, at den skulle benævnes "kammerretten", men dette blev opgivet igen ved den endelige udarbejdelse af lovene. Den nye domstol fik også verdslig myndighed, idet den skulle afgøre de sager, som plejede at blive indbragt for rigens kansler, rigets højeste juridiske embedsmand. Også sager der ikke kunne forelægges for landsting eller for byretterne i landstingsbyerne, kunne indbringes for retten i Roskilde.

Borgmestre og råd skulle ikke bare tage vare på byens styre. Ligesom i Tyskland fik de efterhånden en vis domsmyndighed. Den ordinære ret var stadig bytinget, som blev holdt i fri luft, som regel på torvet. Dets formand var byfogden, kongens repræsentant i staden. Han skulle sørge for, at kongen fik sin andel af bøderne; tit var han også tolder. Byrådet kom til at spille en betydelig rolle på bytinget.

Ligesom på herredstinget blev mange kendelser dog afsagt af særlige nævn; også sandemænd fandtes i de jyske byer. Oprindeligt var de udnævnt på livstid, men senere gik man over til at lade hvervet gå på omgang. Det var nemlig en byrde at være sandemand. Hvis en sag, de havde været med i, blev appelleret til en højere instans, kunne de blive nødt til at foretage dyre rejser, og de havde ikke lov til at "komme ud at vanke og rejse i fremmede steder efter deres næring og bjærgning, som andre gør".

Grovere forbrydelser (drab, tyveri, vold osv.) kom for bytinget, hvor fogeden førte forsædet i overværelse af 8-12 tingmænd, borgere, som var vidner), hvorimod civilretslige sager (næringssager, forholdet mellem lavene, skatterestancer) i reglen behandledes for rådstueretten (dvs. borgmester og råd) ; der var dog ingen skarp adskillelse mellem sagerne for rådsret og byting. Og i særligt alvorlige sager dømte fogeden sammen med borgmester og råd. Det gjaldt således sager, der angik liv og ære. Sager kunne ikke appelleres fra byting til rådstueret i Roskilde (det kunne de i en del andre byer).

Byloven indeholdt en masse bestemmelser, der skulle fremme "god politi". Hver by skulle have sin egen teglovn, og hver hele riget skulle man bruge samme mål og vægt som i København. Både på land og i by skulle der indrettes gode herberger, hvor folk kunne få logi, mad, øl og hestefoder, "hver af deres formue, efter som sker i fremmede lande og riger«. Den sidste sætning kunne have været føjet til de fleste af de bestemmelser, der findes i de to love.

Skulle der bygges et nyt hus, skulle man først drøfte sagen med skultus og borgmestre. Husene skulle være af mursten, hvert fald mod gavlen, som skulle vende ud mod gaden. Blod og anden urenhed fra de steder, hvor der blev slagtet, måtte ikke løbe i "Adelgade - byens hovedgade - og stræde eller nogetsteds i byen eller i nogen stank og lugt" I øvrigt skulle gaderne holdes rene og søndag aften og på alle andre hellige aftener skulle man feje foran huse og gårde, skure fortovet, fjerne det skarn, der lå i rendestene foran husene; latrintønderne skulle tømmes og lægges på gaden, hvorefter natmanden/rakkeren kørte det bort i en særlig tæt vogn.

Helt nyt er det også, at det blev påbudt at bygge et tinghus i købstæderne eller "udi de byer, som dertil bekvemme er". Om indretningen af tinghusene hedder det, at der "skal på de tre sider inden i rummet bygges med bænke og med skrankeværk tværs over huset med en dør, og almuen kan stande trindt omkring på de tre sider udi huset og høre, hvis ret de ud af siger"; men der måtte ikke være andre til stede end dem, som sagen angik.