Rådhuset Byens faste folk Byens fjerdinger En konkret sag Borgmestre Bystyret senere

Erik af Pommerns store købstadsforordning fra 1422 er lavet for, at danske byer skal kunne stå lige med de nordtyske byer, især Lübeck, som kongen bekæmpede. Han styrker derfor det danske borgerskab ved at fastslå, at hver by for fremtiden skal have to borgmestre. Ingen håndværkere måtte vælges til rådmænd. Så kunne bystyret uvildigt føre tilsyn med håndværksarbejdets kvalitet og pris. Hver by skulle have en kæmner (det kunne være en af rådmændene), som skulle holde regnskab med byskatten. Dette arbejde var sikkert vokset fogeden over hovedet.

Roskilde var inddelt i 4 retskredse kaldet fjerdinger. Biskoppen besad den nordøstlige, kongen de tre andre. Sådan nogle retskredse kunne belånes eller pantsættes (så fik udlåneren bøderne). I 1395 blev de kongelige dele af Roskilde pantsat til biskoppen for 3000 mark sølv. Grænserne mellem retskredsene var man ikke altid enige om (således førte biskoppen 1487 proces mod kongen for at få en bøde udbetalt for et drab, han mente havde fundet sted i hans retskreds), så det er ikke sært, at vi heller ikke kender dem præcist i dag. Det kan ud fra beskrivelser rekonstrueres, hvordan byen var opdelt.

I 1441 trækker efterfølgeren Christoffer af Bayern lidt i land. Han bekræfter Roskildes privilegier, men han hævder sin ret til at være den, der som byherre udnævner borgmestrene. Til gengæld kunne bystyret selv udpege rådmændene, når nogen gik af eller døde. Byrådet får også ret til at afgøre, om der må oprettes nye foreninger, herunder gilder, i byen. Og så gøres der lidt for byfreden: Ingen må længere gå eller ride med spændt armbrøst gennem byen, hverken ved dag eller nat. Sværd måtte man stadig bære. Der laves også regler m.h.t. slagsmål på fredhellige steder som torvet og bytinget. Hvis nogen slog nogen på kinden eller andre steder, men uden at der sprang blod, skulle han bøde 3 mark til den, han slog, 3 mark til byen og 3 mark til kongen, i alt 9 mark. Han kunne dog erklære sig uskyldig v.hj.a. mededsmænd.

1472 bestemmer Christian I, at hvis nogen anklager en anden for æreskrænkende forbrydelser, som blev straffet med hængning (f.eks. tyveri), og blev den anklagede frikendt, så skulle anklageren straffes med at betale 40 mark til den frifundne, 40 til byen og 40 til kongen: 120 mark, det samme, som en mandebod kostede (prisen for at betale sig fri efter at have begået drab). Hvis anklageren ikke kunne betale, skulle vedkommende "hudstryges ved kagen" (piskes ved skampælen) og jages ud af byen. Meningen var vel at undgå for mange ubegrundede anklager, men den kunne let med så hård en bøde ende med, at man ikke turde anklage nogen. Bare tre år efter i 1475 er der i Roskilde en alvorlig sag, hvor advarslen i Christian I's bestemmelse ikke har virket.