Retsvæsen

En dag fortalte tre mænd fra Roskilde, Oluf Olsen, Jens Andersen og Jep Kandestøber fogeden, at to brødre, Mattis og Olle Lercke, havde stjålet to stude og solgt dem i Slagelse. Et stykke tid efter, da Mattis var taget på besøg hos sin far i Vindinge, blev han derfor anholdt af byfogden. Sagen blev dog udsat, indtil  lensmanden på Haraldsborg, Johan Fickesen var kommet hjem fra en rejse. Mattis Lercke blev derfor løsladt mod at stille borgen (kaution), men havde samme aften opsøgt anklagernes gård sammen med sin broder, hvor de øvede vold og begik hærværk. De var godt sure. Herefter var brødrene endnu engang blevet pågrebet hos deres far i Vindinge, men denne gang af sagsøgerne, som førte dem bagbundne til Haraldsborg. Her blev Mattis sat i stok og jern, og den følgende mandag blev han fremstillet på Sømme herredsting.

I mellemtiden havde Jep Kandestøber været i Slagelse for at finde ud af, hvad der var sket med hans stude. Han undersøgte det på rådhuset,  og her kunne en mand  fortælle, at Mattis Lercke havde lånt netop hans hus en fredag aften, og den følgende dag solgte han to stude på torvet for klæde, salt og penge. Beskrivelsen af studene passede: den ene var blegrød med en hvid streg over ryggen, og den anden var rødbroget med horn. Jep Kandestøber fik en vidneerklæring med sig hjem og lagde den frem for herredstinget. Mattis Lercke blev på baggrund af alt dette dømt til galgen for tyveri. Hans familie appellerede sagen til landstinget, som fredlyste Mattis Lercke, indtil sagen kunne behandles. Men budskabet om fredlysning kom for sent. Mattis Lercke var blevet hængt som æreløs tyv og begravet i uindviet jord. Nu blev hele sagen bragt for det kongelige retterting. Den 13. april 1475 blev der holdt retsmøde i gråbrødreklostret i København, hvor Christian I, tronfølgeren Hans, Roskildebispen Oluf Mortensen, domkirkens provst en del klosterforstandere, en lang række adelsmænd samt naturligvis sagens parter var til stede. Dommen her blev, at herredsfogden for Sømme skulle sørge for, at den henrettedes lig blev begravet i indviet jord - på en kirkegård. Herredsfogden og domsmændene ved Sømme ting blev dømt til at skrifte og faste og betale bøde. Sagsøgerne blev endvidere dømt til at betale bøder fro selvtægt ved anholdelsen. De, der havde udført henrettelsen skulle også straffes.

Her kom regelen fra 1472 altså nogenlunde til at gælde.