Ligsten Oversigt over biskopper Ærkedegne Provster Kanslere
	Andre af slægten
	Slægtens stamtavle

Slægten Badens våben: Gul måne og hvid ibsskal i blåt. På hjelmen 8 påfuglefjer (det kan dog også forekomme, at der er to vesselhorn).

Oluf Mortensen Baden har en lang karriere ved Domkirken: Han bliver ærkedegn i 1441, provst i 1449 og biskop i 1461. Oluf Mortensen har ikke alene gjort sig fortjent af kirkens genrejsning efter den store brand, men som en af dens største bygherrer. Han står bag de tre våbenhuse og det prægtige Skt. Birgittes Kapel, og han har sikkert haft stor andel i Hellig Tre Kongers eller Christian I's Kapel.

Oluf Mortensen er født i Roskilde og er nok af borgerlig slægt. Hans fader boede her og flere af hans slægtninge var rådmænd. Da Oluf Mortensen begyndte sin glansfulde opstigning på den gejstlige embedsstige, tillagde han sig sit våbenmærke. Det er malet på væggen i Skt. Birgittes Kapel ved domkirken og ses bl. a. også på hans gravsten. Efter at hr. Oluf var blevet bisp, forvandledes familien Mortensen til adelsslægten Baden og førte dette våben; det er i øvrigt ofte blevet forvekslet med slægten Jernskægs, der blot bar en ibsskal i et skjold.

Vi træffer første gang Oluf Mortensen 1440 som ærkedegn i Roskilde og som kansler for Christoffer af Bayern. Den store domkirke­ og bybrand 1443 falder i hans ærkedegnetid. Sammen med alle de andre kannikeresidenser er også hans gået op i luer. Han rejser den dog hurtigt igen med »kosteligt stenhus og anden god  bygning«, og ban bygger ud mod Fondens Bro i forbindelse med ærkedegnegården til sine forældre et bus, som efter deres død skulle høre til ærkedegnens residens. Til tak for disse byggearbejder skænkede kapitlet ham og hans forældre en årtid i domkirken.

Næste skridt på Oluf Mortensens vej er, at kapitlet vælger ham til domprovst; det skete mod Kristian I's vilje; han ville have en anden. Det har dog ikke skabt bitterhed hos kongen. Få år senere er nemlig domprovsten hans kansler og må have nydt en usædvanlig anseelse, for da kongen vil oprette det store Hellig tre Kongers Kapel ved domkirken, tilskøder han det dertil henlagte gods, ikke til biskop Oluf Daa, men til domprovst Oluf Mortensen, hvis sag det blev at få kapellet bygget og indrettet.

I 1461 vælger kapitlet med alle stemmer mod én Oluf Mortensen til biskop. Han betegnes ved den lejlighed som "en mand, der i ethvert tilfælde vat forudseende og skarpsindig, med rette var anbefalelsesværdig ved boglig lærdom, liv og sæder - overmåde betænksom i åndelige og verdslige ting".

Allerede før han blev biskop, havde Oluf Mortensen gjort sig højt fortjent ved at arbejde på domkirkens istandsættelse efter branden sideløbende med arbejdet på Hellig tre Kongers Kapel. 1464 kunne han som biskop indvie det nye kapel og genindvie domkirken, "hvilken da vat bødt, forbedred, restaurered, kalked, maled og sat spit og tag på, efter at den ynkelig tilforn vat brendt" , som historikeren Arild Hvitfeldt siger. Restaureringen havde i første række omfattet de ødelagte hvælvinger og tagværk. Endvidere havde det været nødvendigt at ombygge vestgavlen, det nordre tårns øverste del og den vestlige del af højkirkens sydmur, som blev forsynet med en smuk gotisk frise af sortglaseret tegl. Den adskiller sig stærkt fra den ældre frise på den øvrige del af sydmuren - som et håndgribeligt minde om den store brand. Det mest strålende monument over Oluf Mortensen som domkirkens genopbygger er det fintformede spir, tagrytteren, der kroner korsskæringen. Det har virket majestætisk og givet kirken en helt ny rejsning på den tid, hvor de høje spir over tårnene jo ikke var sat på.

Men hermed er Oluf Mortensens byggevirksomhed langt fra udtømt. Fra en gammel årbog ved vi, at han lod begge våbenhusene ved tårnene bygge, det sydvestre ved den mest benyttede indgang til kirken og det nordvestre, som nu udgør trapperummet til Christian IX's Kapel, og at han har stiftet og bygget Skt. Birgittes Kapel på kirkens nordside til ære for den hellige Birgitte af Vadstena. Han udstyrede kapellet med gods og rente og opførte ved Maglekilde et stenhus som residens for den kannik, der skulle bestyre kapellet.

I almindelighed tillægges Oluf Mortensen også det nordøstre våbenhus, som jo direkte kaldes Oluf Mortensens Våbenhus. Med mellemrum er blevet overvejet, at biskop Johan Jepsen Ravensberg skulle være dets bygherre. Det er hans og domkirkens våben, der er malet ved siden af Luciusbilledet uden på bygningen. Senere har man ad bygningshistorisk vej ment at kunne fastslå, at våbenhuset er bygget af Oluf Mortensen, allerede mens han var ærkedegn. Så længe intet er bevist, får også dette hus stå som minde for den store bygherre, hvis navn er knyttet til ikke mindre end fem tilbygninger til domkirken: Skt. Birgittes Kapel og de tre våbenhuse samt Hellig tre Kongers Kapel, i hvis opførelse han har haft så stor andel. Da den byggeglade bisp havde fuldendt sit arbejde, har domkirken været som forvandlet. Til de fire gamle kapeller: Vor Frue, Skt. Laurentii, Skt. Andreas og Kathrine Nielsdatters, har føjet sig fem nye med højtrejste spidsgavle med maleriske småtårne, som har lyst og blinket af mangefarvet glaseret tegl. Alle de tilbygninger, Oluf Mortensen har haft andel i, har sikkert været forsynet med spidsgavle med pinakler, som det nordøstre våbenhus altid har haft det, og som Hellig tre Kongers Kapel har fået det igen efter istandsættelsen.

Side om side med sin gerning som biskop og storbygherre har Oluf Mortensen varetaget sit betydningsfulde arbejde som statsmand. Han er med som rigets første kansler flere gange ved vigtige politiske forhandlinger med svenskerne og hanseaterne. Han var bl. a. i 1466 i Jönköping med til at aftale, at "den kærlige gamle sambindelse" mellem de tre nordiske riger skulle blive ved magt, og endnu året før sin død sad han ved forhandlingsbordet sammen med hanseatiske udsendinge.

Da Kristian I skulle til at oprette Københavns Universitet, blev biskop Oluf Mortensen og andre betroede mænd taget med på råd. Ved den lejlighed udtaler bispen sin glæde over, »at rigernes børn ikke mere skulle nødes til at besøge de udenlandske folkeslag for at erhverve indsigt i de forskellige videnskaber og ikke skulle behøve at tigge kundskaber i fremmede lande" . Og han lovede, at den beskyttelse, universitetet plejede at få af deres biskop, skulle i fuldt mål fra hans side blive den københavnske højskole til del. Den 1. juni 1479 foregik den højtidelige indvielse af universitetet i Vor Frue Kirke i København, hvor biskop Oluf Mortensen og mange andre af rigets gejstlige og verdslige stormænd var til stede. Først celebreredes en højtidelig messe, ved hvilken den Helligånds bistand påkaldtes, derefter blev der holdt en tale for kongen og de mænd, der havde medvirket til oprettelsen af universitetet, og endelig valgtes de første embedsmænd. Biskoppen af Roskilde blev universitetets kansler. Hele festen sluttede med et højtideligt te deum. Vilhelm Marstrand har i sit maleri i universitetets festsal givet os sin forestilling om højtideligheden. Billedet er malet 1870-71.

I Roskilde gavebog hedder det: "Den 28. august 1485 døde den ærværdige fader og herre, Roskilde-bispen Oluf Mortensen, som stiftede og grundlagde Sct. Birgittes Kapel og gjorde meget for kirken og kapellet. Han skænkede også kapitlet fire talenter".

I sin Skibby-krønike har Paul Helgesen senere i randen tilføjet følgende stykke: "År 1485 døde den værdige fader i Kristus, hr. Oluf Mortensen, biskop i Roskilde, hvis adelskab ej viste sig i hovmod og pragt, men i højeste grad af fromhed og gavmildhed; men efter hans død blev efterfølgerne stadig ringere og ringere". Det er nok Povl Helgesens blinde had til biskop Joachim Rønnow, som helt har fået ham til at glemme, at blandt efterfølgerne var dog også Lage Urne, som han selv højligt priser.

Oluf Mortensen blev begravet i Skt. Birgittes Kapel. Han er nævnt i Roskildekirkens anniversarium.

Mere om Oluf Mortensen Baden fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop. Han hørte til en sjællandsk Slægt, som ofte urigtig sættes i Forbindelse med den gamle Æt Jernskjæg, men som rimeligvis først ved hans Indflydelse er hævet op af de halv borgerlige Stillinger, den før hans Tid synes at have indtaget. O. M. nævnes allerede 1441 som Ærkedegn i Roskilde og Kong Christofifers Kansler, hvilken Værdighed han ogsaa beklædte i Begyndelsen af Christian I’s Regering. 1448 var han Provst, og 1461 blev han Biskop i Roskilde. Han har i begge disse Stillinger gjort sig højt fortjent ved Gjenopførelsen af Roskilde Domkirke efter Branden 1443, og han indviede 1464 den nye Bygning, hvis mægtige Centralspir han har ladet rejse. Han har ogsaa opført det nordostlige Vaabenhus med den skjønne, ornamentrige Spidsbuegavl, ligesom han stiftede og funderede St. Birgitte Kapel, i hvilket han selv blev begravet, og hvor  endnu hans i nyere Tider stærkt restavrerede Ligsten findes bevaret. Som Rigets øverste Kansler har han været Deltager i sin Tids politiske Historie, og endnu Aaret før sin Død ses han at have taget levende Del i Forhandlinger med hanseatiske Sendebud. Skjønt Kongens Ven og trofaste Støtte forsømte han dog ikke lige over for denne at hævde sit Stift Adkomst til Kjøbenhavns Slot og By, om end uden Virkning. Han døde 28. Avg. 1485 og maa regnes blandt de af Roskilde Stift mest fortjente Bisper."