Bystyret Den europæiske stagnation En fattig fra en kirkes korstol med det korsmærke på skjorten, der gav ret til at tigge, fattigtegnet.

Bystyret, magistraten, havde sammen med byens præster visse forpligtelser i forhold til fattigvæsenet.

Krøblinge, kronisk syge og sinker kunne ikke klare sig selv. En del blev ramt af sygdom, ulykker eller lovovertrædelser og sank til bunds. Og husmænd, inderster, daglejere levede på kanten af det tålelige, så i misvækstår gik det ofte så galt, at nogle røg nedenud af samfundet. Her var kun tiggeri tilbage. Det var værst på landet, men bredte sig til byerne. Dels søgte de forarmede til byerne i håb om at kunne få arbejde. Og dels var der færre penge mellem folk, så når bønderne ingen penge havde og ikke havde en overskudsproduktion at sælge af, måtte handelen i byerne også stagnere eller falde. Mange byer blev mindre end før i disse år.

Tiggere/betlere færdedes over hele landet og man forsøgte en vis kontrol. Bl.a. ved tiggertegnet (kors som på billedet eller en plade, hvor der stod, hvor betleren var hjemmehørende). Misvæksten 1699 ramte mange husmænd. Af 10 husmænd under Gisselfeld Gods på Midtsjælland røg de 9 på tiggerstaven. Mange tjenestekarle blev fyret.

En forordning fra 1683 pålagde bypræster to gange årligt at registrere de fattige og give dem tiggertegn. Dette gav dem lov til at bede byens borgere om almisser. Men tegnet gjaldt kun i hjemsognet. Udensogns var det forbudt. Derfor skulle fremmede tiggere forvises fra by eller sogn. Tiggere udefra kunne sendes på børnehuset. Og præsterne skulle formane fattigfolk til at holde deres børn til arbejde.

1708 kom en ny forordning om fattigvæsenet. Der skulle laves fastere ramme omkring de fattiges underhold. Gårdmænd og andre bosiddende blev pålagt at yde faste bidrag til de fattige. Til gengæld skulle betleri forbydes. Helt så nemt gik det ikke.

Og der var slet ikke styr på de omvandrende tiggere uden tiggertegn. I visse sjællandske sogne er antallet af af omvandrende betlere blandt de begravede på et år 10%! Nogle af de omvandrende havde fået en art autorisation, et ”tryglebrev”, udstedt af tinget eller øvrigheden, som bevidnede, at der var tale om værdigt trængende (grunde som sygdom, ildebrand, forældres død, ikke selvskabte onder som kriminalitet). Nogle af de tiggere, der var krøblinge, kunne ikke selv gå fra by til by. Men her var bønderne ofte ”flinke” til at sørge for transport. Så slap de nemlig for at give dem mad selv. Fra Asnæs i Ods Herred berettes i 1690 om "en ubekendt fremmed stodder, som blev i stakkelrejse . . . slængt af vognen udi Peder Nielsens gård ... hvor han da blev båret ind i stuen så nær død, og sås dog der af mænd der i byen at give sine to sidste sukke." Andre var åndssvage stakler. I Karlslunde ved Køge døde "en arm fremmed dreng på en 16 år, havde gået der i byen på anden ugestid og tigget; så nærmere ud til et levende lig end et levende menneske; ganske usnild, hvor han kom med snakken og andet."

Ofte var der mellem de vandrende tiggere gravide kvinder, som havde mistet deres mand eller aldrig havde haft nogen. Deres tiggergang endte mange gange med barsel i en stald eller lade eller under åben himmel i en høstak. Børnene døde tit umiddelbart efter fødslen. Til Kildebrønde kom i 1679 en kvinde fra København, der mentes angrebet af syfilis. Hun blev ført omkring som en elendig stakkel og endte en af gårdene. "Der døde hun i fæhuset i en krybbe; ingen kunne komme hende nær for stank; i samme krybbe blev hun ført til jorden og gjort et låg på."