Kejserkrigen
	Svenskekrigene 1658-60
	Slægten Ulfeldt
	Slægtens stamtavle

Corfitz Ulfeldt malet, mens han stadig var rigshofmester højt dekoreret med Elefantordenen.

Corfitz Ulfeldt (1606—64) var søn af rigskansler Jacob Ulfeldt (1567-1630). I 1629 blev han ansat som hofjunker hos Christian IV og blev kammerjunker 1630. Som ung var han med til at opføre Selsø Slot af mursten fra Skt. Clara Kloster i Roskilde. 1632 blev han udnævnt til lensmand på Bohus i Norge, 1634 forlenet med Møn. I 1636 blev han rigsråd og gift med Christian IV´s og Kirstine Munks datter Leonora Christine, i 1637 fik han det betydningsfulde embede som statholder i København. I 1641 blev han af kejseren udnævnt til tysk rigsgreve, i 1643 Rigens Hofmester, landets betydeligste emhedsmand. Han var i Christian IV's sidste år  Rigsrådets talsmand og lederen af rigets administration. Hans forhold til kongen var ofte spændt, men han havde i reglen rådet helt på sin side, og han bærer en stor del af ansvaret for kongens dumdristige udenrigspolitik. 

Ulfeldts forhold til Frederik III. var straks ret køligt, og medens Ulfeldt var på en diplomatrejse til Holland 1649, traf kongen bestemmelser, som greb ind i Ulfeldts tidligere myndighedsområde, hvorfor denne protesterede ved at undlade at fungere; men dette medførte, at der blev indledt en undersøgelse af hans embedsførelse. Derefter blev han udsat for intriger p.gr.a. Dina Vinhofveers, en berygtet let dame i byen, som påstod, at hun gemt under rigshofmesterens dyne havde overhørt en samtale mellem Ulfeldt og Leonora Christine, hvor de planlagde at slå kongen ihjel.  Dina blev anholdt og tortureret og indrømmede, at hun var kommet med uberettigede beskyldninger mod Ulfeldt for at have tragtet kongen efter livet, men det hele bragte Ulfeldt ud af ligevægt, og da kongen yderligere ønskede ham tiltalt for hans næppe dadelfri økonomiske administration, flygtede han til Holland og senere til Sverige, hvor han blev dronning Kristinas yndling. Hans hovedsynspunkt for bruddet med kongen var, at han, den uafsættelige rigshofmester, lederen af det Rigsråd, som ved siden af kongen havde magten i Danmark, ved intriger var tvunget bort, og at forfatningen derved var krænket. 

Da Carl Gustav 1657 drog mod Danmark, trådte Ulfeldt i hans tjeneste som hans gehejmeråd og opfordrede sine landsmænd til at vende sig fra Frederik III., hvis mål var at afskaffe Rigsrådets magt, medens svenskekongen ville hævde adelens rettigheder. Ulfeldt hjalp svenskerne meget under krigen, bl.a. som lokalkendt ved  overgangen over bælterne. Han virkede som svensk hovedforhandler ved freden i Roskilde, og alle de godser i Danmark, kongen havde beslaglagt, fik han tilbage. Desuden modtog han af  Carl Gustav  Langeland. Efter freden slog han sig ned i Skåne, men kom snart på kant med den svenske konge, især fordi denne indskrænkede den skånske adels hævdvundne rettigheder. Han blev tiltalt for højforræderi, sattes under bevogtning, men benådedes. 

P.gr.a. et falsk rygte om, at han skulle forvises til Finland, flygtede han til København, men Frederik III lod ham og hans hustru indespærre på Hammershus, hvor kongen fik presset store godsafgivelser ud af sin svoger, og hvor Ulfeldt gik med på at anerkende indførelsen af enevælde og svor kongen troskab.  Han slog sig nu ned på Holckenhavn, men under en udenlandsrejse 1662, indløb der rygter om, at han havde konspireret mod kongen, hvilket jo var et brud på hans ed. Ulfeldt flagrede nu om i Sydtyskland og kunne ikke få opholdstilladelse noget sted. Han døde på en båd på Rhinen. I København dømte man ham til døden for højforræderi, en dom, der blev effektueret "In effigie" (man halshuggede en dukke!). På Ulfeldts Plads (Gråbrødre Plads i dag i København) blev der rejst en skamstøtte, man skulle spytte på, når man gik forbi.

Hans hustru, kongens søster,  Leonora Christine blev fængslet, sad i Blåtårn i mange år og endte sine dage på Maribo Kloster.