Forstørrelse Krigen i Roskilde
	Fra Polen til Roskilde
	Sejrsfesten
	En svensk beretning om Roskildefreden

Da den svenske hær stod på Sjælland, udbrød der panik i regeringen. Hæren var slået og ødelagt i Jylland og dens sidste rester lå i Nyborg. Københavns befæstning var ikke i orden. Man var ved at udbedre den, men der var store huller i volden. Det var vigtigt at få standset den svenske fremrykning. Ellers kunne de gå lige ind i byens centrum. Frankrig og England tilbød igen at mægle. Frederik III sendte Christen Skeel og Joachim Gersdorff til Vordingborg for at forhandle. Svenskekongen forhandlede selv med sine råder, Corfitz Ulfeldt (som fordrevet fra Danmark var gået over til fjenden) og Sten Bielke, og de fremmede mæglere og gesandter nord for Vordingborg. Spørgsmålet var om han skulle slagte hele Danmark med det samme og lægge det og Norge ind under Sverige. Det ville udlandet måske ikke finde sig i, fordi Sverige så blev for mægtigt. Men han kunne også lemlæste Danmark så dødeligt, at en magtløs lille stat levede videre af hans nåde. Mæglerne og Ulfeldt rådede til det sidste, men Carl X. Gustav gav Skeel og Gersdorff så hårdkogte betingelser for fred, blandt andet så uhyrlige krav om danske og norske områder, at de måtte bede om lov til at ride til København for at få ny instruks. Det fik de lov til, men Carl Gustav drog videre op gennem Sjælland imens. Det viste sig nemlig umuligt at få ham til at afstå fra videre fremrykning og gå ind på våbenhvile. Ad de snefyldte sjællandske veje fortsatte han marchen mod København. Den 12. februar stod han i Fakse, 13. februar stod han i Køge, 14. februar kom svenskerne til Roskilde. Det var i den knugende bevidsthed herom, at de danske forhandlere modtog Sveriges fredsbetingelser, og skønt man var forberedt på store krav, virkede omfanget som et chok. I København var enkelte, bl. a. Frederik selv, bestemt for at bruge de få tropper og vove det yderste, men overrumplingen havde skabt panik.

Det første forlangende var, at krigstilstanden skulle afløses af ”fortroligt venskab” og forbund mellem de to riger. Dette skulle opnås ved, at Danmark afstod fra alliancer, som direkte eller indirekte kunne skade Sverige, undlod enhver form for støtte til Sveriges fjender, og ikke tillod orlogsskibe at løbe gennem de danske stræder til Østersøen. I øvrigt skulle Brømsebrotraktaten fortsat være gældende fuldt ud, også med hensyn til den svenske toldfrihed i Øresund.

Dernæst fulgte de territoriale krav. Danmark skulle for evig tid overlade Sverige Blekinge, Skåne med Hven og Saltholm, Bornholm, Møn, Halland, Anholt og Læsø, samt Bohus Len i Norge. Som erstatning for den skade, der gennem krigen var tilføjet Sverige, skulle Danmark-Norge endvidere afstå Trondheim Len, Island, Færøerne og grevskabet Pinneberg ved Elben. Desuden forlangtes der en million rigsdaler i krigsskadeserstatning og udlevering af 12 behørigt udrustede orlogsskibe. Som sikkerhed for fredens opretholdelse skulle Akershus Len (området omkring Oslo) overlades Sverige på 30 år.

Til disse uhyre krav om landafståelser føjedes, at den svenske hær skulle have ret til at nyde underhold i Danmark indtil midten af maj, og at den ejendom i Danmark, som Carl Gustav havde bortskænket, kun skulle leveres tilbage til de oprindelige ejere mod fuld erstatning til gavemodtagerne. Endvidere at Corfitz Ulfeldt, hans hustru og børn skulle have al deres konfiskerede ejendom tilbage, at de og deres slægt skulle have ret til at bosætte sig i Danmark, og at Leonora Christine atter skulle have titel af grevinde. Endelig fulgte krav om oprejsning også for Ebbe Ulfeldt, og om, at hertugen af Gottorp skulle have erstatning for den skade, han havde lidt under krigen.

I virkeligheden regnede svenskerne ikke med at få opfyldt alle disse krav. De var skruet så højt op, for at der kunne været noget at slå af på. Allerede under forhandlingerne 12. februar lod de svenske forhandlere forlangendet om Akershus Len, Møn, Island og Færøerne falde og indskrænkede antallet af de ønskede orlogsskibe til otte. Senere opgaves også kravet om Saltholm, Anholt og Læsø. Disse indrømmelser var dog ikke tilstrækkelige til at gøre det svenske forslag acceptabelt for Gersdorff og Skeel, men de lovede at anbefale Frederik III. at imødekomme de svenske krav om afståelse af Skåne, Halland og Blekinge samt tilbagegivelse af Ulfeldts konfiskerede ejendom og sikring af vinterkvarter i Danmark for den svenske hær. Endvidere var man fra dansk side indstillet på at overlade 2000 ryttere og 2000 mand fodfolk til den svenske konge. Hermed opløstes konferencen, og forhandlerne begav sig af sted til deres konger efter at have aftalt nyt møde i Køge eller andetsteds nærmere København.

Det var en modløs hovedstad, der modtog Gersdorff og Skeel, da de vendte tilbage med de nedslående efterretninger fra Vordingborgmødet. Rundt omkring hørtes nedsættende bemærkninger om regeringen og adelen, nogle talte endog om forræderi, men kun få var stemt for at sætte hårdt mod hårdt. Håbløshed prægede også den nye instruks, der om aftenen 15. februar blev udfærdiget for de danske forhandlere. Den pålagde dem i almindelige vendinger at søge de bedst mulige betingelser opnået og navnlig hindre den truende lemlæstelse af Norge. Bortset herfra havde de fuldmagt til at gå ind på de svenske krav.

Gersdorff og Skeel behøvede ikke at fjerne sig langt fra København for på ny at finde den svenske konge; Carl Gustav stod nu i Torslundemagle, kun 20 km fra København, og Høje Taastrup præstegård blev valgt som ramme for forhandlingerne, da disse genoptoges 16. februar. De svenske krav var stadig ødelæggende, men dog mere realistiske end i Vordingborg. Tanken om Danmarks totale erobring var opgivet, vel af den grund som Carl Gustav siden selv kaldte "den sidste og hemmeligste", nemlig, at "hvis Sverige blev forenet med Danmark, da ville på grund af stedets beliggenhed, bekvemhed og behagelighed den kongelige residens med tiden blive i Danmark, og altså Sverige, som havde tilvoldet sig det, siden alene blive et appendiks til Danmark". Et uskadeliggjort Danmark var også, hvad Europa til nød ville finde sig i. I Vordingborg og i Høje Tåstrup var navnlig Englands, det vil sige Cromwells, mæglergesandt Philip Meadowe, virksom for at dæmpe Carl Gustavs glubende appetit. I overensstemmelse med instruksen gjorde de danske forhandlere især modstand mod kravene om afståelser i Norge, men det lykkedes dem ikke at opnå noget på dette punkt. Derimod gik Ulfeldt og Sten Bielke ind på at opgive den ønskede pengeerstatning, de otte orlogsskibe og Pinneberg; bestemmelsen om, at Danmark skulle afstå fra alle alliancer, der kunne være til Sveriges skade, blev gjort gensidig, og det kom til at påhvile begge parter at hindre fjendtlige orlogsflåder i at passere Sund og bælter, »så vidt muligt er.« Endelig gik de svenske forhandlere med til, at den gottorpske hertugs krav skulle behandles ved en senere forhandling mellem Danmark og Gottorp. Den danske regering slog sig til tåls hermed. Den 18. februar underskreves Tåstrupforliget.

Endnu manglede dog den endelige fredsslutning. Forhandlingerne herom var henlagt til Roskilde, og de kom til at strække sig over hele seks dage. Da mødet begyndte, den 20. februar, viste det sig, at Frederik III. havde fået betænkeligheder på en række punkter, og i København arbejdede den østrigske og især den nederlandske gesandt ihærdigt for at hindre fredsslutningen. Carl Gustavs tålmodighed var på bristepunktet. Hver dag kunne vejret slå om til tø og få isen til at bryde op, hvorefter han ville stå isoleret på Sjælland med sin hær; fra Brandenburg og Nederlandene indløb tilmed ildevarslende efterretninger om rustninger og troppebevægelser. På et tidspunkt så det ud til, at krigen ville bryde ud på ny, men inden det var kommet så vidt, lykkedes det forhandlerne at finde frem til en endelig løsning.

Svenskerne frafaldt kravet om de 2000 mand fodfolk, som Frederik III. i henhold til Tåstrupforliget skulle overdrage den svenske konge, mod til gengæld at få de 2000 ryttere udleveret straks. Endvidere opgav de at få den nordligste del af Norge indbefattet i afståelsen af Trondheim Len, således som Carl Gustav havde ønsket. Til gengæld gik de danske forhandlere ind på at godkende de gaveuddelinger af dansk ejendom, som Carl Gustav havde foretaget før Tåstrupforliget, og det blev bestemt, at erstatningsforhandlingerne med hertugen af Gottorp skulle være afsluttet inden 2. maj, samme dag som svenskerne skulle rømme Fyn og Jylland.

Et delikat spørgsmål var, om tilbagegivelsen af Ulfeldts tidligere ejendom i Danmark også skulle omfatte Hørsholm Len, som dronning Sofie Amalie havde fået overdraget og satte megen pris på. Frederik III. lagde stor vægt på at hindre dette, og Ulfeldt viste sig føjelig og erklærede sig indforstået. med en pengeerstatning. Leonora Christine, Ulfeldts kone, konstaterede med tilfredshed, at dronningen havde ydmyget sig mere herfor, end ti sådanne len var værd, og kongedatteren kunne tilmed fryde sig over, at hendes halvbror Frederik III, havde ydmyget sig endnu mere. Den danske konge havde - forgæves - søgt at drage Ulfeldt over på sin side ved at tilbyde ham og hans søn Trondheim og Bohus len, såfremt Ulfeldt kunne overtale Carl Gustav til at afstå fra kravet på disse områder. Mere end noget andet viser dette, hvilken vægt Frederik III. lagde på at bevare sit ”arverige”« Norge ubeskåret.

Endelig var der det vigtige spørgsmål om spærringen af Øresund og bælterne. I Tåstrup var det lykkedes de danske forhandlere at få fastslået, at spærringen kun skulle være rettet mod »fjendtlige orlogsflåder«, men efter Carl Gustavs ønske blev nu ordet ”fremmede” indsat foran. Tilsyneladende ændrede dette intet ved bestemmelsen, men som det skulle vise sig, kunne det alligevel give anledning til fortolkningsproblemer. For den svenske konge havde det fra første færd været målet at få Østersøen gjort til ”et lukket hav”, som ingen fremmed krigsflåde overhovedet havde adgang til. Med den indskrænkning, som bestemmelsen nu havde fået, var den i virkeligheden uden synderlig værdi for Sverige, men Carl Gustav havde opgivet at drive sin vilje igennem over for de danske forhandleres - og sandsynligvis også den engelske mæglers - modstand. Indføjelsen af ordet ”fremmede” var imidlertid et tegn på, at den svenske konge ikke havde opgivet sin plan, men blot udsat dens gennemførelse til de dansk-svenske allianceforhandlinger, der skulle optages efter fredsslutningen.

I forhold til Danmark-Norges vældige landafståelser måtte de svenske indrømmelser også synes af ringe vægt. Roskildefreden efterlod Danmark i en fortvivlet strategisk stilling og formindsket med et af rigets kerneområder. Norges tab var ikke mindre. Afståelsen af Bohus og Trondheim len var lige så smertelig for dette rige som tabet af de østensundske provinser for Danmark. Det er forståeligt, at det var med sorg de danske delegerede 27. februar satte deres navne under fredstraktaten, som var udfærdiget i sin endelige form den foregående dag og derfor dateret Roskilde, den 26. februar 1658. Den engelske fredsmægler Philip Meadows hørte Gersdorff hviske Neros berømte ord: Utinam nescirem Literas, ”Gid jeg ikke kunne skrive”.  Den gamle Christen Skeel døde kort efter, ødelagt af fortvivlelse.

Freden var hård, men den kunne have været endnu hårdere, idet Carl Gustav egentlig lige så vel kunne have krævet det hele kongerige. Når han ikke gjorde det, kan det hænge sammen med, at svenskernes stilling ikke var så stærk, som det umiddelbart kan synes. I virkeligheden var den svenske hær på Sjælland ikke særlig stor, og stormagterne Nederlandene, England, Brandenburg og kejseren så med meget ublide øjne på den svenske succes, hvorfor den franske mægler, Terlon, da også pressede parterne hårdt for at nå en aftale inden foråret, hvor de danske farvande ville være åbne for den store nederlandske flåde. Den ydmygende Roskildefred havde et mærkeligt efterspil: En fest på Frederiksborg.