Familiens andre ejendomme
	Rådhuskvarteret
	Bagere Bebyggelse i nyere tid

Tegningen viser bebyggelsen i Skt. Mikkels sogn på hjørnet af Algade og Hersegade. I dag hedder grunden Algade 18-20.  I 1365 aftaler kongens justitiarius (den vigtigste embedsmand ved rettertinget) Esbern Nielsen (Bille)  med sin svigermoder Katrine, enke efter Gynceke Klausen, at hun og hendes senere mand Karl Nielsen kunne blive boende i en gård, han købte af dem. Gården lå i Skt. Mikkels sogn; mere ved vi ikke. Men da Karl Nielsen og Katrine var fornemme og rige, kan de ikke have ejet et småhus eller en baggård, så de har nok boet på Algade, tæt på den fine ende ved siden af eller overfor rådhuset i Skt. Olai sogn. Ser man på Resens kort over Roskilde på huse og gårde i Skt Mikkels sogn, er der kun ét sted, hvor der kan have været noget større og finere: Det, der i dag er Algade 18-20. Det er det hjørne, der er tegnet op på udsnittet her.

En interessant del af aftalen mellem Esbern Nielsen og Katrine og hendes nye mand var en aftale om de forsyninger, der hvert år skulle leveres til ægteparrets underhold. Aftalen viser, hvad en solid, velstående husholdning skulle bruge på et år. Skemaet her viser de årlige ydelser:

Rug var til brød, men man kunne blande byg i, når man bagte. Af byggen lavede man grød, som var en ret, man spiste ofte dengang. Men byggen blev først og fremmest brugt til ølbrygning. Selv om man i Roskilde p.gr.a. kilderne havde mere godt og sundt vand end andre middelalderbyer, var den foretrukne drik øl, og man bryggede det selv. Man drak øl i store mængder. Man det var ikke kraftigt eller særligt stærkt, men det var rent (fordi vandet under brygningen blev kogt). Man regnede ikke det hjemmegjorte øl for det helt store nydelsesmiddel. På værtshuse og til møder i gilder og lav, hvor alle bøder gik på, at man skulle give øl, hvis man havde begået en overtrædelse af vedtægterne, var det altid tysk øl, man skulle have. Det tyske øl var kraftigere i smagen, af god kvalitet, og så var det stærkt.

Familien her har været så velforsynet med mel, at de selv har bagt brød - og altså ikke skulle til bageren efter det, hvad byens indbyggere normalt skulle. Katrine er ikke så fin, at hun får leveret hvede, det var luksus, men hun kunne købe det på markedet. Eller købe hvedebrød hos bagerne. Ved festlige anledninger fik man "vegger" til maden. Vegger var hvedeboller med spidse ører (strutter).

Om dyrene blev leveret levende, så Katrine selv måtte få slagtet dem, eller om de blev leveret som røget, saltet og fersk kød, kan ikke ses af aftalen. Fjerkræ kunne man jo lade gå levende omkring i gård og have, ind til man havde brug for at slagte det (og så lagde de jo også æg, man kunne spise), og det samme gjaldt svinene. De løb såmænd rundt i hele byen og åd af det affald, der lå og flød alle steder, på gader, stræder, i gårde og i haver. Svin var dengang vildere end i dag, så det mest betryggende var at holde dem i en svinesti inde på sit eget område.

Det, som mangler i leverancen, er fisk, frugt og grøntsager. Fisk kunne man købe på torvet hver dag, og det var billigt i en fjordby som Roskilde. Frugt og grønt dyrkede man selv. I store gårde i det mindste havde man en æblegård (hvor man også kunne have blommer og pærer). Og alle, selv småfolk, havde en kålgård (småfolk levede ligefrem af kål: Det var sjældent de fik kød). Kål (hvidkål, men mest grønkål) var den almindeligste grøntsag og hoveddelen af tilbehøret, når man spiste (kartoflerne kom først, da man havde fundet Amerika, og ris og pasta kendte man ikke).