Retur

På Kapitelhusets øverste etage står der en gammel egetræskiste, hvis låg er formet som et sadeltag. På lågets inderside ses (også på billedet) en indskrift, hvor der står: "I denne kiste opbevaredes Hertug Christopher Valdemarsøns Billede, indtil det i Aaret 1879 anbragtes i Domkirkens Højchor paa et Kenotaphium". Det billede, der nævnes, må være alabastfiguren af hertug Christoffer, som lå i mange smådele, indtil det blev samlet af billedhuggeren Vilhelm Bissen i 1879.

Christoffers sarkofag stod oprindeligt i højkoret, og ved den sydlige pille stiftede kongen et alter for sønnen. Ved den nordre pille stiftede hans søster Margrethe senere et andet alter for hele sin slægt. Det er nok også hende, der har rejst mindesmærket over broderen. Da højkoret blev ryddet for at blive gravkapel for en række enevoldskonger, blev Christoffers monument lagt i en kiste, som fik lov at stå i højkoret ved foden af nordøstre pille. Senere gik det i glemmebogen, hvad kisten indeholdt, og den blev placeret så det ene, så det andet sted i kirken. Man glemte også, hvem den døde var. Det hed sig længe, at det var Margrethes søn, kong Oluf: De mange stykker skulle i følge rygtet vise, hvordan svenskerne sendte moderen hendes sønderhuggede søn retur, fordi de ikke ville vide af hendes union. Et andet rygte sagde, at de slemme svenskere ikke huggede Oluf i mange stykker, men de havde sendt dronningen kisten for at true med at gøre det. Oluf døde i virkelighedens verden en naturlig død i en ung alder på Falsterbohus i Skåne i 1387, hans hjerte og indvolde blev begravet i Lund, og hans lig blev bragt til Sorø for at blive begravet der. Og svenskerne gjorde på intet tidspunkt oprør mod Margrethe. Først i 1849 fandt man ud af, at kisten ikke indeholdt rester fra Margrethes søn, men fra hendes bror.

Hertugens gravmæle er et interessant fortidslevn med en omtumlet historie, men det er selve trækisten også. Den er fornyet engang i 1700-tallet, men det fremgår af ældre beskrivelser, at dens forgængers låg havde samme facon. Man kan derfor godt formode, at også kistens bund er kopieret efter dens forgænger, og den er hævet omtrent 40 cm over gulvet.

Kister af denne type kendes fra senmiddelalderlige fremstillinger af Kristi Grav. En bevaret kiste kan ses i Mariakirken i Mariager. En sådan "grav" bestod af en trækiste, der havde denne typiske udformning med låg med ryg og hævet bund. Der lå så en legemsstor figur af den døde Kristus i kisten. Ofte var kisten bemalet med scener fra Kristi lidelseshistorie. Graven kunne indgå i kirkens liv på forskellig måde. Den kunne sættes frem ved gudstjenesten på langfredag, og da lagde præsten lidelsessymbolerne, et kors, et hostiegemme, en kalk og en disk i kisten. Den kunne også indgå som rekvisit i de skuespil, der blev opført især i de større kirker i påskedagene. Men der er også den mulighed, at "graven" var knyttet til et alter og dermed stod fremme hele året rundt. Der fandtes et alter i domkirken med navnet Kristi Legems alter, men kendskabet tit det stammer fra fortegnelser fra efter reformationen over kirken altre, og her nævnes intet om en Kristi Grav.

Var der virkelig tale om en Kristi Grav, kunne man forestille sig, at den er blevet delvis ødelagt ved reformationen. Man ved, at reformatorerne var meget imod disse "dødekister", så man kunne tænke sig, at kisten er blevet gemt af vejen. På et tidspunkt har man så fundet det praktisk at anbringe de løse dele til hertug Christoffers gravmæle i en kiste, man alligevel havde stående, og så havnede kongesønnen i den gamle Kristi Grav.