Vor Frue Klosters grundlæggelse| 1158 Vor Frue Kloster |
Vor Frue Klosters grundlæggelse
Vor Frue Kloster blev grundlagt, fordi der var en, som trængte voldsomt til syndsforladelse. Bisp Asser var død, og tre mænd skulle sørge for hans begravelse: Domprovst Herman, landprovst Isak og rektoren for domskolen Arnfast. De klarede det på en nem måde ved at åbne bisp Vilhelms grav for at begrave Asser der. Da man åbnede graven, opdagede de tre, at Vilhelms fornemme kåbe lå helt uskadt i graven mellem den afdødes ben. Da man tog benene op "udgik der en mærkelig vellugt fra dem som af et salighedens salvegemme". Ingen kunne være i tvivl om, at den mand, som var begravet her, måtte være hellig, men alligevel gravede man videre og Vilhelms hellige ben endte i fodenden af graven, så der kunne blive plads til Asser. Der var tale om en grov helligbrøde samt ikke mindst krænkelse af gravfreden.
Straffen kom snart efter. Domprovst Herman blev angrebet af "den onde ild" i næsen under et møde, som biskop Absalon ledede, og angrebet var så voldsomt, at Herman ikke kunne sige et ord. Tre dage efter var han død. Saxo siger, at det var meget retfærdigt, for den angrebne legemsdel havde jo snuset til den hellige duft uden at undlade sit grove forsæt. Turen kom så til rektor Arnfast. Han led af et alvorligt maveonde i forvejen, men kom så til at tage en forkert medicin. Hans lever blev sprængt, og man så ham brække den op i sorte stykker! Arnfast blev klar over, at han blev straffet for det, han havde gjort mod Vilhelm, så han lovede at gå i kloster og skænke alt, hvad han ejede til det kloster, han ville ende i. Det nyttede ikke. Efter tre måneder med ødelagt lever og store smerter, døde han. Provst Isak var chokeret, for han kunne jo ane, hvad der var galt, og hvad der nok også ventede ham. Derfor stiftede han nonneklosteret ved Vor Frue! Han skænkede sit nye kloster alt sit arvegods. Alligevel blev han angrebet af en alvorlig og langvarig lungesygdom, som han døde af.
