1138 Roskildekrøniken

Krøniken meddeler Danmarks historie med konger og det hele fra 826 til 1138. Kilde er tydeligt Adam af Bremen, men Adam med modsat fortegn. For hvor Adams motiver for sin beskrivelse af Danmark er at vise, at kristendommen har haft ringe kår, kongerne har været hedenske og ukristelige og at det derfor er godt, at der er ærkebispen i det nordtyske Hamborg-Bremen (Adams arbejdsgiver), der står for at kristne Norden, så er Roskildekrøniken ude på at bevise, at der i Danmark hele vejen igennem har været støtte til kristningen – også fra kongerne – og at den danske kirkeprovins udmærket kan være selvstændig. For at bevise dette inddrages ikke kun Adam, men også en engelsk kilde, Henry af Huntingdons engelsk krønike. Her står noget om Regner Lodbrog og hans sønner, om den gode kong Frode, om tegn på kristendom i Danmark allerede på Ansgars tid (Ansgar blev som den første udsendt på hedningemission af Hamborg-Bremen og kaldes derfor Danmarks Apostel. Men var han den første?)

Roskildekrøniken er den danske kirkes selvstændighedserklæring. Hvorfor nu sådan en i 1138?

I 1133 får den tyske kejser Lothar valgt Innocens 2. til pave, en pave, som er i kejserens fulde magt. Og ærkebispen af Hamborg-Bremen får kejseren til at få paven til at afskaffe ærkebispesædet i Lund (som er oprettet som Nordens ærkesæde 1103-04). Opløsningen skulle ske, når den første ærkebisp, Asger, døde. Asger havde en brodersøn, Eskild, som var biskop i Roskilde. Og i Roskilde, landets største og rigeste stift, havde man aldrig glemt, at det var Roskilde, ikke Lund, der skulle have været ærkebispesæde.

Det må være Eskild, der har sat nogen til at skrive Roskildekrøniken. For dels at argumentere for, at Danmark skulle bevare et ærkebispesæde (altså ikke være underlagt Hamborg-Bremen). Men også for at plædere for, at når nu Lund var nedlagt, kunne man oprette ærkesædet i Roskilde med Eskild som som ærkebiskop, når kejserbeslutningen fra 1133 skulle gøres om igen.

1137 døde Asger, og tiden var inde. Rike eller Rico blev almindelig biskop i Lund, Hamborg-Bremen var ærkesæde. Men samtidig døde Lothar 3. uden sønner; så paven var ikke længere i lommen på kejseren. Og var villig til at genoprette et dansk ærkesæde.

Der skete så det, at hverken Rico eller skåningerne ville være med til, at Lund ikke længere skulle være ærkesæde. Det trak op til borgerkrig. Den sjællandske stormand Peter Bodilsen greb ind og mæglede. Og resultatet var ikke helt det, Roskildekrøniken havde lagt op til. Eskild blev ærkebiskop. Men i Lund! Til gengæld blev Rico biskop i Roskilde. Så var alle glade? Nej ikke Eskild. Krøniken slutter med bitre udfald mod Peder Bodilsen, bisp Rico og kongen,  Erik Lam. Eskild fik det ikke, som han ville have det. Og surheden i Roskilde over, at den rigeste kirke ikke var den øverste og ledende holdt sig. Men Roskildekrøniken, som jo delvis havde udspillet sin politiske rolle og dermed gjort sin gavn, gik lidt i glemmebogen.

Krøniken