Krigen mellem
Danmark / Frederik
II. og Sverige/ Erik 14.
af Sverige var ved at slide begge riger op. Borgere og bønder i begge lande
blev forarmede p.gr.a. de
mange skatter, der måtte betales for at holde krigen gående (i Danmark
mest til løn til de dyre lejesoldater). Der indkaldes
derfor til fredsforhandlinger, og da der var pest i København, fandt møderne sted i Roskilde. Danskerne
prøvede at være snedige ved at samle
store styrker (næsten hele hæren) i det vestlige Skåne. De danske
forhandlere var rigshofmester
Peder
Oxe til Gisselfeldt,
kansleren
Johan
Friis til Borreby,
rigsråd Holger
Rosenkrantz til Boller og rigsråd Peder
Bille til Svanholm.
Forhandlerne bar sig snedigt ad ved at hente de
svenske forhandlere ved grænsen mellem Småland og Skåne for at føre dem til Roskilde.
De sørgede
selvfølgelig for, at svenskerne ikke kunne undgå at se den store hær, så de kunne nå at
blive rigtig skræmte. Det lykkedes delvis på mødet i Roskilde Domkirke
23/10, for de svenske udsendinge gik
med til, at Sverige skulle betale en stor krigsskadeserstatning. Det ville
lune meget godt i den slunkne danske krigskasse. De svenske underhandlere var
bare to, nemlig rigsråd og hofmester Göran
Eriksson Gyllenstierna og rigsråden Ture
Pedersen Bielke. Hjemme i Stockholm
havde hertug Johan (senere kronet som Johan 3.) spærret sin nu
sindssyge bror Erik 14.
inde (senere døde denne i fængslet), og den nye svenske
leder ville ikke acceptere den aftale, de to underhandlere kom hjem med. Så krigen
fortsatte uden at krigslykken vendte eller bragte afgørelser med sig. Så to
år efter måtte man - med polsk mægling - sætte sig til forhandlingsbordet
igen, denne gang i Stettin. Danskerne insisterede på, at udgangspunktet for
forhandlingerne skulle være den forkastede aftale fra Roskilde. Og sådan blev
det. Det lykkedes ikke svenskerne at få fjernet så mange af aftalepunkterne,
men én vigtig ting opnåede de dog, så at Stettinaftalen blev spiselig: De
skulle ikke betale nær så meget i krigsskadeerstatning, som de var gået med
til i Roskilde.