Enevælden Lavsvæsen før enevælden Bystyret under enevælden

Magistraten havde domsmyndigheden i rådstueretten og tilsyn med torvehandel og lavsvæsen.

Håndværk var i forfald, fordi landbruget var nede, handelen minimeret, der var færre penge blandt folk. Byerne gik direkte tilbage. Regeringen udsendte derfor en forordning 1681, hvor den ophæver samtlige lav. Ingen skulle være bundet af bestående ordninger og ”selvgjorte vedtægter”. En enevældig regering havde i sig selv noget mod selvgjorte vedtægter: Det var staten, der skulle give vedtægter. Regeringens største problem var dog, at masser af duelige håndværkere ikke kunne få arbejde samtidig med, at det arbejde, der blev udført, var dyrt.

Derfor blev der allerede 1682 udsendt en ny forordning  med nye lavsartikler, som overtrumfede alle selvgjorte. Princippet var, at tilgangen til lavene ikke måtte begrænses. Alle, der ville ind, og som havde lært faget, skulle kunne komme det. Indtrædelsesgebyrerne blev sat ned. Og lavene sattes under magistratens tilsyn og kontrol. Næsten alle byer havde skomager- og skrædderlav. Men kun i større byer kunne øvrige håndværk oprette lav. 3 pr. lav mindst synes at være norm. Var der færre, måtte man slutte sig til lav i andre byer. I Roskilde var der også plads til et smedelav.

Lavene varetog medlemmernes interesser ved at klage over konkurrence fra andre købstæders håndværkere og især over ”fuskere og bønhaser”, folk (evt. uden uddannelse), som arbejdede sort eller landsbyhåndværkere. Lavene var også til socialt samvær, selv om festivitas af og til udviklede sig til slagsmål p.gr.a. drikkeriet.