1661

Ove Skade ophører med at være lensmand på Roskildegård. 

Bystyret i Roskilde afleverer til en kongelig kommission en oversigt over, hvilke udgifter, byen og borgerne har haft i løbet af svenskekrigene, nemlig i alt 108.796 rdl. Et svimlende højt beløb.
Svenskekrigene indebar ikke kun store udgifter og et voldsomt fald i borgernes evne til at betale skat. De førte direkte til et fald i befolkningstallet.

Også bystyret reformeres. Det står nu ikke længere under en lensmand - men direkte under kancellikollegiet. Og man fjerner det element af folkevalg, der lå i den måde, man tidligere havde udpeget borgmestre på. Fra nu af var borgmestrene enevældens embedsmænd i byerne alene udpeget af staten/kongen.

Stænderne (adel, gejstlighed, Københavns borgere og borgere i øvrigt) får deres privilegier stadfæstet af det nye enevældige styre. Borgerne i byerne opnår én ting: De er frem over lige med adelen, idet de ikke længere skal betegnes som "ufrie mænd, den borgerlige stand til forklejnelse og forargelse". Som et forvarsel om kommende indgreb bliver domkapitlernes privilegier ikke fornyet. Tvært imod blev det understreget, at domkapitlernes gods egentlig hørte under den forarmede krone.

Adelen bevarer godsejerrettighederne (hånds- og halsret over deres bønder), men ikke skattefriheden eller eneretten til at eje godser. Alle kunne købe jord nu.

Kong Frederik III bekræfter 25/2 den aftale, domkapitlet har lavet med borger og købmand i Roskilde, Jørgen Jensen, om, at  han kan fortsætte som forstander for Duebrødre Kloster efter krigen. Kongen udnævner ham nemlig til officiel forstander.

Konsumptionsafgiften er ikke nogen succes, for landet er så forarmet, at der ikke indføres ret meget til byerne. Den sættes ned - og i nogle byer prøver man at forpagte den ud for dog at få lidt i statskassen. 

Man indfører stempelafgift for at skaffe penge. Afgiften eksisterer den dag i dag, men penge nok til at udrydde statens underskud giver den langt fra.

Statskassen er stadig tom, så man begynder at sælge ud af arvesølvet, krongodset, statens ejendomme, til de største kreditorer. Dragsholm, Roskildebispernes gamle hovedborg, gives til Henrik Müller, som er rentemester i statskammerkollegiet og den, staten skylder flest penge til. Han var efter eget udsagn blevet "animeret og persvaderet" af rentemester Hannibal Sehested til at sidde i netop rentekammeret (finansministeriet), så han kunne få en ansvarlig afbetaling af statens gæld til ham, men ud over Dragsholm fik han hele Odsherred (Annebjerggård), Kalundborg, Skjoldenæsholm, Ellinge og Sæbygård. Fra 1661 til 1674 afgav staten 132.000 tdr. hartkorn svarende til 6.3000.000 rigsdaler (et svimlende beløb dengang) til debitorer - og langt flere bønder end før kom under godsejeres hoveri. Henrik Müller oprettede Ledreborg af en del af sit gods. I småtingsafdelingen får borgmester i København Peder Pedersøn gårde i Veddelev og islandsk købmand Johan Klein nogle embeder og en gård i København.

Landbruget kunne normalt lige løbe rundt, så bonden og hans familie og folk kunne få føde og klæder ud af en høst, når alle afgifter til kirke, godsejer og staten var betalt. Der var sjældent overskud. Et normalt høstudbytte var på 5-6 fold (d.v.s at såede man 1 brødkorn, kunne man regne med at høste 5-6 korn). Vinteren havde været hård, så udbyttet i 1661 faldt med ca. 2 fold. Bønderne måtte på smalkost, og de kunne ikke betale de afgifter, de skulle.

København får bekræftet de privilegier fra 1659, byen fik som tak for at have modstået det svenske angreb. "Borgerskabet har optaget dette med overmåde stor Glæde, og de har alle som én Mand lovet at vove alt i Verden, lige til den sidste Blodsdråbe, for Hans Majestæt", indberetter den svenske konsul. København får i modsætning til Roskilde også erstatning: Frederik III overdrager byen Roskildegårds Ladegård (Bistrup Gods), hvor i dag Skt. Hans Hospital og Boserup Skov ligger. Med Bistrup Gods ude af den godsmængde, der forvaltes fra Roskildegård, er krongodset omkring Roskilde svundet kraftigt ind. Det er nu magistraten i København, der er den store godsejer på Roskildeegnen. København ejer det meste af det gamle bispegods.

Himmelev kommer sammen med hovedgården Bistrup fra kronens eje til Københavns magistrat som afbetaling på kongens gæld til byen efter svenskekrigene og indførelsen af enevælden 1660. Et par af gårdene i Veddelev tillægges Københavns Universitet.

Også den største by i Himmelev sogn, Veddelev,  kommer sammen med hovedgården Bistrup fra kronens eje til Københavns magistrat. Et par af gårdene i Veddelev ejedes i forvejen af Københavns Universitet, og Duebrødre Hospital ejer også gårde i Veddelev.

Når en landsby skiftede ejer på Sjælland (hvor der i modsætning til i Jylland var vornedskab, d.v.s. at bønderne ikke kunne forlade hjemstavnen) fulgte byens øvrige befolkning - og arbejdskraft - med. I både Himmelev og Veddelev har der været gadehusmænd, som havde et lille hus i landsbyen, en gris og en kålgård, så de lige kunne skaffe sig det nødvendigste for at kunne leve (i Veddelev kunne man også tage ud at fiske på fjorden). De fleste af husmændene måtte dog tage arbejde hos bønderne, hvis de ville have lidt mere at leve af eller penge. Nogle husmænd kunne dog klare sig ved en eller anden form for håndværk: I både Himmelev og Veddelev var der en smed, der var træskomænd, hjulmagere, skræddere, bødkere (som lavede tønder), slagtere, murere og tækkemænd. I en sjettedel af samtlige huse på Sjælland boede der husmænd. Hos både husmænd og bønder boede der endvidere arbejdskraft til leje. De blev kaldt inderster, og de var landsbysamfundets fattigste. Hvis de var heldige, kunne de af og til få arbejde som daglejere.

Kongen skyldte ikke kun København tak og penge. Han stod også i gæld til borgmester Peder Pedersøn personligt, så inden Bistrup blev givet til Københavns magistrat blev der lige  taget 4 gårde ud af godset i Veddelev og en gård i Marbjerg, som borgmesteren fik med adelige rettigheder (d.v.s. skattefrihed). I Veddelev opførte Peder Pedersøn eller en af hans nærmeste efterfølgere som ejer af de 4 gårde lystgården Veddelevgård.

Det gamle Duebrødre Hospital rives ned, men institutionen lever videre inde i byen i de bygninger, hvor ærkedegnen boede før i tiden. Også kirken ved Duebrødre Hospital rives ned (ruinen kan stadig ses på Duebrødrevej).

Der opstår en tvist mellem magistraten og værtshusholder Jørgen Hansen i Hersegade om erstatning for udgifter i forbindelse med svenskernes ophold i Roskilde under krigen. Sagen ender ved retten med, at byen må betale værtshusholderen en temmelig stor sum. Jørgen Hansen får bekræftet sit kongelige privilegium som gæstgiver.

Forrige år    Næste    Kort    Register    Tidstavle