Hans Holst Branden 1735
	Christian Ulrich Bech

Det var Holst, der var ejer af "Hamborg Herberg", da det sammen med det meste af Skomagergade gik op i luer ved den store brand i 1735. 

Ejendommen brændte helt ned og Hans Holst omtaler i sin skadesopgørelse  bygningen til gaden som en toetages ejendom med tegltag, indrettet til »Logementer ganske commode« (bekvemme værelser) med 24 senge med »sparlagner« (forhæng), 16 par hørlærreds lagner, 22 par blågarnslagner, 10 dusin servietter, 12 sølvskeer, 40 stole og 26 borde. Endvidere er 4 af de 12 kakkelovne ødelagt ved branden.

Skaderne på øl og vin m.m. beskrives således

I alt en skade på ejendom og løsøre på 3.039 daler, hvortil kommer - som Holst meget fromt udtrykker sig - "mange små ting i gården, i stuer og køkken, som ikke så vel kan huskes, behagede det Gud, som havde givet det, igen at tage".

Efter branden i 1735 gik Hans Holst straks i gang med planer til et nyt gæstgiveri. Alle byggeplaner skulle godkendes af magistraten, som krævede ensartet byggeri af æstetiske grunde. Holst fik udarbejdet en fin tegning (billedet), der viser en statelig ejendom på 19 fag i to etager med en gavlkvist på 5 fag og med en port i den østre ende. Antallet af fag blev dog ændret til 20, altså ligesom den nedbrændte ejendom. Magistraten forlangte, at porten blev placeret midt i bygningen af æstetiske grunde ("for bygningens anseelse"), men det ville Holst ikke finde sig i og klagede skriftlig til stiftamtmanden, som jo havde tilsyn med købstædernes administration. Hans Holst gjorde gældende I sit velformulerede brev, at det ville blive kostbart at følge magistratens krav, da kælderen - som åbenbart ikke var berørt af branden - derved ville forsvinde. Endvidere hed det i brevet: "Derforuden er det til commodite (bekvemmelighed) for de logerende, især når store og høje herskaber skulle blive natten over, at indkørslen er ved en side udi gården og ikke så nær logementerne (værelserne)". Med andre ord ville ingen få søvn i øjnene, hvis vogne skrumlede ud og ind gennem en port i midten af bygningen. Resultatet var, at stiftamtmanden gav ham medhold. Hans Holst skrev desuden et andet brev til stiftamtmanden - som han muligvis kendte personlig - for at få gode råd. Han var nemlig ikke sikker på at han kunne skaffe den fornødne kapital og fik så den ide, at der i kirkerne kunne laves en indsamling, men han var klar over, at det krævede kongens tilladelse og at det måske ville blive taget ilde op af kongen. Det har sikkert ikke tiltalt den pietistiske Christian 6., at der skulle samles penge ind i kirken til et gæstgiveri. Desuden skete hele genopbygningen i byen med store donationer netop fra kongen. I øvrigt var det almindeligt, at man på den tid, hvor brandforsikringsselskaber ikke fandtes, søgte kongen om tilladelse til - som det hed - »at sætte bækken for kirkedøren«, hvor bidragydere kunne lægge deres bidrag til en brandramt. Vi kender ikke stiftamtmandens svar, men han har nok mundtligt frarådet Holst at benytte denne fremgangsmåde.