Sorø Kloster Kilder

Munkene i Sorø drev som andre munke på landklostre deres gods ved hjælp af lægbrødre. Sådan er klostret i Sorø med tilhørende gods i Sorø nok også drevet. Men klostret blev meget rigt, og de store godsmængder, man erhvervede, kunne man ikke drive v.hj.a. lægbrødre. Man ordnede derfor godset i ladegårde, grangier, hvor man satte en foged, en bryde, måske en lægbroder, til at drive den store bedrift v.hj.a. indsiddere, husmænd. Samme udvikling finder vi på moderklosteret i Esrum.  I oversigt ser Sorøs tidligste godshistorie sådan ud:

Efter 1248 og før pesten ved midten af næste århundrede bliver driftsformen med større gårde urentabel. Man har måske haft svært ved at motivere indsidderne. I hvert fald får man mere ud af det, hvis man splitter godset op i mindre gårde og lejer dem ud, bortfæster dem, til fæstere (kaldet landboere) mod en fast årlig afgift. Klosteret fik mere ud af det. Og sikkert også fæsteren, som jo selv kunne nyde/tage/sælge det, han avlede, når blot fæsteafgiften var betalt. Den sidste ladegård, der blev udstykket, var Asserbo.