Jens Grand| Jens Grand |
Jens Grand
Jens Grand var 35 år, da han fra at have været domprovst i Roskilde bliver ærkebiskop i Lund. Hans store forbillede er (Hvide-)slægtningen Jacob Erlandsen og deres levnedsløb minder om hinanden. Blot er alt med Jens Grand bare en tand grovere end det var med Jacob Erlandsen. Han var en Guds stridsmand efter, at Guds sag var tabt (i det mindste sad paven ikke længere i Rom, men var underlagt den franske konge og sad i Avignon), og Grands ligemænd kunne ikke følge ham, når han svang sig op.
Jens Grand troede på, at de af hans slægtninge, der var dømt for mordet på Erik Klipping, var uskyldige. Alligevel stillede dronning Agnes, der regerede på vegne af sin mindreårige søn Erik Menved som en betingelse for at acceptere ærkebispevalget, at han på kirkens hellige relikvier aflagde en troskabsed til regeringen, inden han forlod Roskilde.
Det gjorde Jens Grand. Men han rejste straks ned til paven, bad ham om at blive afsat. Og blev derefter genindsat. Uden troskabsløfte! Og han troede ikke et øjeblik på, at regeringen ville gentage den dumhed, man havde begået med Jacob Erlandsen: At arrestere en ærkebisp. Men i foråret 1294 kom den unge kong Erik selv til Lund sammen med sin bror hertug Christoffer. En krønike beretter:
Palmesøndag i året 1294, da klokken var middag, og bispen selv havde holdt messe, sendte kongen hertug Christoffer hen for at udspionere ham. Han hilste bispen hilste og sagde: "Herre fader, jeg mener, at kong Erik ikke er Jer gunstigt stemt. Vil I forsøge at forlige Jer." Ærkebispen svarede: "Jeg ved ikke af, at jeg med ord eller gerning har krænket Jeres konge; men hvis jeg er blevet bagtalt over for ham, vil jeg gerne bringe sagen ud af verden." Dermed ville hertug Christoffer gå, men bispen bad ham blive. Han ville forære ham en gave og bad, at han ikke ville forsmå den. Så gav han ham tre gaver: En bog med gyldne beslag, en gribbeklo [dvs. drikkehorn] og en kostbar sølvskål. Hertugen modtog gaverne, og han bad bispen blive i sin stue; så skulle han straks bringe gaverne til kongen, og kom straks tilbage med mange svende. Han spurgte ærkebispen, om han ville gå til hans broder kongen. "Det vil jeg gerne; hvor er han?" Hertugen svarede: "Han fulgte mig herover til gården og står der." Ærkebispen svarede: "Det er uheldigt, at jeg giver dig så stor ulejlighed; jeg vil gerne gå til ham" Så gik ærkebispen ned fra salen. Da han stod i døren nede i gården og ikke så kongen, sagde han til Christoffer: "Hvor er min herre kongen?" Hertugen sagde: "Du er fanget!" Bispen svarede: "Hvem har ladet mig fange?" Christoffer sagde: »Min broder kong Erik, og jeg på hans vegne." Derpå tog han bispens kniv fra ham, greb ham om skulderen, lod ham binde og førte ham således fanget ud af bispegården, og satte folket stævne på landstinget, medens han gik op i domkirken. Her mødte han provst Jakob, bedst som denne under gudstjenesten læste sine tidebønner iført sine korklæder, dvs. messeprydelser. Hertugen førte ham straks i fangenskab og satte ham på vognbænken til ærkebispen. Derpå gik han over til provstens gård, brød hans kister op og tog alt hans tøj, gods og penge, som hans mænd kunne føre til ham. Så drog han til Lundegård [dvs. ærkebispeboligen] og røvede alt, hvad bispen ejede. Da han kom ud af gården igen, trak han bispen og provsten over gaderne i skarn og snavs til tingstedet. Derpå afførte han ærkebispen den kåbe, han bar som tegn på sin værdighed, iførte ham en gammel kofte, der var udtjent og gav ham en lille ubrugelig åben hætte på hovedet til spot og spe. Han satte ham på en dårlig gammel hest i en kløvsadel af træ, og bandt hans fødder sammen under hestens bug med et stykke af en tømme, for lænkerne, som han først havde givet ham på, kunne ikke række til under bugen. Han bandt provsten meget hårdt på den anden hest, og på en halv dag førte han dem begge, barhovedede i sne og regn, så langt, som man plejer at ride på halvanden dag i roligt tempo. De galoperede mere end de travede, for at nå hurtigt frem. Da de kom til Helsingborg, kastede de bisp og provst nederst i færgen bag hestene, der stod og møgede på dem. Så snart de kom til Helsingør, bandt de dem atter på hestene og førte dem således frem til Søborg Slot samme aften. Der kastede de ærkebispen alene ned i det dybeste tårn og lagde tunge bolte og jern på ham.
Jens Grand blev smidt i kælderen på Søborg slot. Han måtte ligge ned, lænket, kosten var elendig, afføringen gled ned i et hul under ham. Og kirken vendte ham ryggen. Efter et stykke tid - da der var kommet en pavelig udsending til landet for at få ham frigivet - blev hans forhold forbedret: Han kom op at sidde i et af borgens tårne. Kongen kom på besøg og lod nogle betingelser for løsladelse læse op for fangen: Han skulle udlevere Hammershus, love ikke at rette anklager mod kongen og betale 10.000 mark sølv i erstatning. Jens Grand erklærede, at han hellere ville lade sig skære i stykker end gå ind på de krav. Så situationen var gået i hårdknude.
Nu fik fangen hjælp af borgens kok. Han smuglede breve ud og fik fat i en båd fra Hammershus, som skulle lade som om den var på fisketur ved Gilleleje. Jens Grand lå selv i sit hul og filede sine lænker over. Og kravlede rundt på gulvet for at genoptræne sine muskler. Midt i det hele kom kongen selv til slottet med et større følge, og så så flugten pludselig håbløs ud. Men en dag, kongen og det meste af følget var på jagt ved Tikøb, lykkedes det kokken at få drukket besætningen på borgen fulde. Han fik derpå Jens Grand ud af et vindue, ned ad en stige (de sidste meter faldt han, fordi han allerede var udmattet) og det lykkedes at komme over den isbelagte voldgrav, få sig bragt ned til vandet, komme ombord på båden og at sejle til Hammershus. Hvor slotsherren fik en fin velkomst.
Da han var kommet til kræfter, drog Jens Grand til Rom. Og en endeløs retssag begyndte, idet kong Erik også sendte folk til paven, herunder den retskyndige Morten Mogensen (Martinus de Dacia/Martinus Dacus), som var kannik i Roskilde. Det hele endte med, at Grand og en pavelig udsending, Isarn, drog til Danmark igen for at forhandle. Men skønt kongen tilbød forlig, stod Jens Grand fast på alle sine krav. Så Grand, Isarn og sagen tog atter til Rom. Det endte med, at paven fjernede Jens Grand fra ærkesædet og indsatte Isarn som ærkebiskop! Det skete i 1303 og kort efter blev paven flyttet til Avignon. Han nåede dog at gøre Jens Grand til ærkebiskop i Bremen, men også her gik det skidt. Grand kom op at skændes med alt og alle, og det endte med, at kannikkerne afsatte ham med den begrundelse, at han var sindssyg.
Sin sidste tid indtil sin død i 1327 tilbragte han nær paven i Avignon. Han levede som pengeudlåner og havde til sin død en stribe retssager kørende.
Mere om Jens Grand fra
Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Ærkebiskop, var en Søn
af Torbern, der var «miles curialis», d. v. s. Kongens Vederlagsmand, og Cæcilie,
en Søster til Biskop Peder Bang af Roskilde (I, 494); som Barn maa han have
oplevet i det mindste de sidste Stadier af dennes og hans Morbroder Jacob
Erlandsens Strid med Kronen, og disse Indtryk have fæstet sig dybt i J. G.s
Sind. Selv fik han ogsaa tidlig en fremragende Stilling i Kirken; efter at være
blevet oplært ved Roskilde Domkirke og have studeret i Frankrig blev J. G. o.
1280 Domprovst i Roskilde, og strax ved sin Ansættelse kom han til at tage
Stilling imod Kongen, Erik Glipping. Denne fratog ham Mikkelskirken i Slagelse,
der efter J. G.s Paastand var annekteret til Domprovstiet, og da Erik endelig
for saa vidt gav efter, som han præsenterede J. G. selv til den omstridte
Kirke, modtog Domprovsten den vel, men nedlagde tillige en Protest, for at hans
Embede ikke siden skulde faa Skade af dette Præcedens (1283). Egne Oplevelser
ikke mindre end hans Familieforbindelser bidroge saaledes til, at han med
Sympathi fulgte den Stormandsopposition, der paa denne Tid rejste sig imod Erik
Glipping ogtil sidst førte til Drabet i Finderup; paa offentligt Ting i
Sjælland udtalte J. G. ogsaa, at ingen kunde undre sig over, at denne Konge
havde fundet en lige saa voldsom Ende som hans nærmeste Forgængere paa Tronen,
l de kongeligsindedes Øjne betragtedes J. G. endog som Medvider i Kongemordet,
og Frygten for, at hans Godser herved kunde komme i Fare, ligger vistnok bag ved
en Foranstaltning, J. G. traf i Sommeren 1288; han skjænkede da alt sit
Fædreneeje, Strøgods i Syd- og Midtsjælland, til Oprettelsen af 6 Præbender
ved Roskilde Domkirke, men modtog saa selv «som en passende Gjenbelønning» af
Kirken Forlening for Livstid med rigt Gods.
I Jan. 1289 døde Ærkebiskoppen af Lund, Johannes Dros (IV, 358), og
Kapitlets Valg faldt da paa J. G. Enkedronningen skal have modsat sig dette,
«fordi han var af deres Slægt, som dræbte Kongen »; men hun maatte give
efter og nøjes med, at J. G. aflagde de mest bindende Løfter ikke blot om
Troskab mod Kongen, men ogsaa om at ville modstaa de fredløse paa enhver Maade.
Med Kapitlets Valgbrev og Kongens Anbefaling rejste J. G. nu til Kurien for at
hente Palliet; men her gav han Aikald paa al den ved Valget erhvervede Ret,
hvorefter Paven af egen Magtfuldkommenhed beskikkede ham til Ærkebisp (18.
Marts 1290); paa den Vis havde han efter Tidens kasuistiske Moral unddraget sig
de paatagne Forpligtelser.
Denne Begyndelse var betegnende
for den Retning, hvori J. G. vilde styre som Ærkebiskop. Om en stille kirkelig
Virksomhed forlyder der kun lidt; desto ivrigere var han for at hævde sine
Rettigheder over for Kronen. Paa et Provinsialkoncilium fik han vedtaget en
Fornyelse af Vejlekonstitutionen, der paabød Interdikt over Landet, naar en
Biskop blev fængslet; da Roskilde Bispestol blev ledig, og Kongens Kansler, den
lærde Martinus de Dacia, ønskede dette Embede, skyndte J. G. sig at stadfæste
Kapitlets Valg af en anden. Ogsaa i det rent politiske modarbejdede han Kongens
Planer, hvor han kunde; han fandt sig i, at de fredløse byggede Fæstningen
Hunehals paa Lunde Kirkes Grund; da han blev sendt til Viborg for at
underhandle, havde han, som det paastodes, hemmelige Sammenkomster med Marsk
Stig og andre Kongemordere; da han paa Kongens Vegne forhandlede med
Nordmændene paa Varderø, skal han under Haanden have pustet til Ilden. Stedse
mere spændt blev Forholdet mellem den unge Konge og den danske Gejstligheds
Overhoved, og endelig besluttedes det i Kongens Raad,
at J. G. skulde fængsles. Erik Menveds Broder Christoffer udførte Daaden;
tidlig om Morgenen 9. April 1294 fik han J. G. lokket ud af hans Bolig; strax
blev han greben og sammen med Domprovsten, Jacob Lange, ført hastig til
Søborg. Her sad han over halvandet Aar i et elendigt Fangehul, bedækket med
Lænker og plaget paa alle Maader; Kongen tilbød ham nok Friheden, men kun paa
Vilkaar, som J. G. umulig kunde gaa ind paa.
Det er betegnende, at J. G.s Fængsling og haarde Behandling ikke formaaede at
vække nogen almindelig Sympathi for ham i Danmark; Interdiktet blev ikke
overholdt, den lavere Gejstlighed stod helt paa Kongens Side) og selv Bisperne
viste kun deres fangne Medbroder ringe Interesse. Pavestolen tog sig derimod
hurtig af Sagen; efter at en 2aarig Sedisvakance var endt ved Cølestin V’s
Valg (Avg. 1294), truede denne Kongen med Bandsættelse, om han ikke strax
løsgav J. G., og hans Efterfølger, Bonifacius VIII, sendte Kardinal Isarn til
Danmark for at virke herfor. Da denne kom til Norden, var J. G. dog allerede
sluppet ud af Fængselet (13. Dec. 1295). Enhver kjender den romantiske Maade,
hvorpaa, den trofaste Morten Kok befriede sin fangne Herre; Beretningen derom
staar i «Fængselshistorien», en samtidig Skildring, som Huitfeldt siden lod
trykke i dansk Oversættelse, og den er vist i alt væsentligt at lide paa.
Fyldt af Harme og Bitterhed drog J. G. nu til Rom; undervejs var det, at han i
Brügge lod falde den Ytring, at det var ham ligegyldigt, om det var Hertug
Valdemar eller en Jøde eller Saracen eller Hedning eller selve Djævelen, der
regerede i Danmark, naar det blot ikke var Kong Erik eller hans Broder. I Rom
begyndte nu for en af Paven nedsat Kommission en vidtløftig Retsforhandling,
hvis Akter delvis ere bevarede; Kongen var repræsenteret af sin førnævnte
Kansler Martin, og begge Parter overvældede hinanden med de mest hadefulde
Beskyldninger. Dommen faldt 23. Dec. 1297 og gik Kongen stærkt imod; J. G.
skulde gjenindsættes i alle sine Rettigheder, Vejlekonstitutionen blev
stadfæstet, og Kongen skulde bøde 40000 Mark Sølv til J. G. foruden 9000 Mk.
som Skadeserstatning for de Tab, der vare tilføjede denne. Da Kongen hverken
vilde eller kunde efterkomme denne Dom, forkyndtes der Interdikt over Riget. J.
G. havde imidlertid forladt Kurien og opholdt sig i de følgende Aar i Lybek
eller paa sit Slot Hammershus paa Bornholm; han var stadig lige ubøjelig, men
Pave Bonifacius blev efterhaanden træt af Sagen. Da Erik Menved
skrev en ydmyg Bønskrivelse til ham, nedsatte han Bøden til 10000 Mk., og
samtidig forordnede han, at J. G. skulde flytte til Rigas Ærkestol, der nylig
var overdraget til Isarn, medens denne i hans Sted skulde være Ærkebiskop i
Lund. Denne Afgjørelse, der blev truffet i Foraaret 1302, var i høj Grad imod
J. G.s Ønsker; han nægtede endog at modtage sit nye Stift og drog først til
Norge, siden til Paris; Danmark gjensaa han ikke mere.
Saaledes var den Strid udkæmpet, der fra begge Sider var ført med lige
Hidsighed. Kongens voldsomme Fremfærd mod J. G. og den over alt Maal gaaende
Mishandling af denne retfærdiggjøres ikke ved noget som helst sikkert Bevis
paa det Landsforræderi, hvorfor han beskyldtes; skjønt Kongen lod opbryde J.
G.s Brevskrin, lykkedes det dog ikke at finde noget Brev, der kunde bruges imod
ham. Sikkert er det kun, at J. G. udnyttede sin mægtige Stilling til at
modarbejde Kongens Planer, især mod de fredløse, der i Blod og Tænkesæt
stode ham nær; overhovedet er hans Strid med Kronen i første Linje politisk,
medens de kirkeretlige Spørgsmaal, der vare de afgjørende for Jacob Erlandsen,
her kun drages med ind, efterhaanden som den politiske Modsætning skærpes. J.
G.s senere Levned viser dog, hvor vanskeligt det var for nogen at komme ud af
det med denne herskesyge og heftige Mand, og heri ligger maaske den bedste
Undskyldning for den unge Konges Behandling af ham.
Sit Ophold i Paris nyttede J. G, til at indynde sig hos Pave Clemens V, og i
1310 skaffede denne ham et nyt Ærkestift, i det han udnævnte ham til
Ærkebiskop i Bremen, hvor der i flere Aar havde været Strid om Bispestolens
Besættelse. J. G. begyndte sin Regering her paa den heldigste Maade; med
Støtte i Byen Bremen og Adelen i Omegnen fortrængte han 2 Fogeder, der havde
sat sig i Besiddelse af Stiftets Gods; Ro og Orden vendte tilbage; samtidig
viste Pavens vedblivende Gunst sig i, at J. G. udnævntes til Voldgiftsmand
mellem Riga Stift og den tyske Orden, ligesom han ogsaa fandt den bedste
Modtagelse, da han indfandt sig ved Konciliet i Vienne (1311). Snart rejste der
sig dog Modstand fra mange Sider; man klagede over hans Skattepaalæg,
hans utæmmelige Herskesyge og Indtrængen i alle Sager. Det var først Hamborgs
Domkapitel, der stillede sig imod J. G.; Kapitlet og Borgerne i Bremen fulgte
efter, og i 1314 sluttede næsten alle hans Suffraganstifter et Forbund imod
ham. J. G. maatte forlade sit Sæde og søge Tilhold først i Ditmarsken, senere
i Ostfriesland. 1316 erklærede Gejstligheden i Bremen Stift, at han ikke var
sin Fornuft mægtig, og valgte en Koadjutor til at administrere i hans Sted;
Pave Johan XXII billigede dette Skridt. Ved selv at rejse til Kurien fik J. G.
dog Paven omstemt, og 1318 erklærede denne ham for gjenindsat; imidlertid
vovede han ikke mere at komme til Bremen, men styrede Stiftet ved Hjælp af
forskjellige Vikarer og Administratorer. Utilfredsheden med ham kom stadig til
Orde, og Folket kaldte ham «Fursat», *c: Ildsæden. J. G. boede i Avignon, og
her døde han 29. Maj 1327, vistnok i en høj Alder; hans efterladte Bogsamling
vidner om hans mangesidige Interesser, medens Indboet og en Række Gjældsbreve
stadfæste Samtidens Beretninger om hans store Rigdom. Paven blev hans Arving; i
hans Fædreland vidste man knap ret Besked om, naar han var død, og i Bremen følte
man hans Bortgang som en Befrielse."
