Forstørrelse Bispens embede Bispestav Stiftsinddeling Oversigt over biskopper

Billede (fra håndskrift) af en biskop fra 1000-tallet.

Den 19. april 1080 skrev pave Gregor 7. et brev til kong Harald Hen. Det var kristendommens tilstand i Danmark, der lå paven på sinde. Præsternes forvaltning af deres kald havde han intet at udsætte på, men for folket var der mere grund til bekymring. Paven bad derfor kongen ændre de tilstande i landet, som bevirkede, at man gav præsterne og kvinderne skylden for dårligt vejr og sygdomme. Det var nu hundrede år siden, at Harald Blåtand efter eget udsagn havde "gjort danerne kristne", men paven havde øjensynligt grund til at tro, at der endnu var danskere, der betragtede kirkens mænd som troldkarle. Hvorledes det egentlig forholdt sig med troen hos menigmand på dette tidspunkt, ved man næsten intet om. Der var langt til Rom, og paven kan meget vel have haft grund til sin bekymring. Vores viden om de kirkelige forhold bliver bedre, når vi ser på de højeste lag i befolkningen.

I Roskilde var Svend Nordmand blevet bisp i 1073, og netop her havde kirken vundet sikkert fodfæste. Svend Nordmands bispesæde var et af de førende i landet. Bisp Svend var vistnok født i Norge, heraf tilnavnet. Han var ifølge Saxo blevet optaget i kongens hird, hvor han havde titel af høvedsmand. Med andre ord var han officer. Det faldt imidlertid i Svend Nordmands lod at skifte fra ringbrynje til bispekåbe. Springet var ikke så voldsomt, som man skulle tro. I middelalderen kunne man udmærket kombinere de to karrierer. For at råde bod på Svend Nordmands manglende boglige uddannelse sendte Svend Estridsen ham på skole i udlandet (formentlig i Tyskland), som det var skik. Rygterne ville senere vide, at han ikke fik så meget ud af studierne, men det skal man ikke fæste lid til. Der er tale om en anekdote, som Saxo har nedskrevet omkring 1200. Han fortæller om bispen: "Da han skulle læse messe, gav de ham nemlig for at holde ham for nar en bog i hænde, hvori der var slettet nogle bogstaver ud. Nu skulle han altså efter bogen læse den højtidelige bøn for kongens held og lykke og her bruge ordet tjener [famulus] om kongen, men hans avindsmænd havde handlet ilde med det skrevne ord, så han i stedet derfor skældte ham ud for æsel [mulus]: han kunne ikke latin nok til at rette fejlen og råde bod på de udslettede bogstaver".

Svend havde sikkert den fornødne boglige uddannelse fra universiteterne sydpå og kunne læse, skrive og tale middelalderens internationale sprog: latinen. Svend var i hvert fald en meget dygtigt kirkeleder. Efter hjemkomsten til Danmark blev han kongens kapellan, en ærefuld og indflydelsesrig post, som hyppigt blev et sikkert springbræt til landets bispestole. Også Svend Nordmands to nærmeste efterfølgere havde en fortid som kongelige kapellaner.

For den nye bisp har det været vigtigt at styrke Roskildekirkens position over for de øvrige bispestole i landet. En dansk eller nordisk kirkeprovins med egen ærkebisp havde længe været under opsejling. Pave Gregor 7. havde et par gange i 1070'erne skrevet til Svend Estridsen og opfordret ham til at søge om løsrivelse fra ærkesædet i Hamburg-Bremen. Tilsyneladende var sagen gået i stå i årene omkring Svend Estridsens død 1076. Men det stod klart, at det kun var et spørgsmål om tid, før der atter skete noget. Så gjaldt det om at være i den rette position. Roskilde måtte naturligt komme på tale. Det var et af de gamle stifter. Det var velhavende, og det lå geografisk set gunstigt for forbindelserne til det øvrige Norden. Skulle ærkesædet kun ende med at omfatte Danmark, lå byen også centralt i riget, som jo strakte sig fra Vesterhavet til Blekinges Østersøkyst.

Der var imidlertid en vigtig ting, som manglede, da Svend Nordmand indtog sit bispesæde, og det var en passende katedral. Der var behov for en fornem bygning, som kunne være hovedkirke i en ny nordisk kirkeprovins. Det blev frådstenskirken. Han opførte også den første Vor Frue Kirke i Roskilde.

Helt enestående var det, at bisp Svend også havde indtægter som møntherre.

Mere om Henrik Nordmand fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Svend Nordmand («Norbagge»), Biskop i Roskilde, var oprindelig en ulærd Mand i Svend Estridsens Tjeneste, men da han havde udmærkede Evner og nød Kongens Yndest, blev han gjort til Klerk i Roskilde. Saxo fortæller, at de andre Klerke vare misundelige paa ham og havde ham til bedste ved at radere nogle Bogstaver ud i den latinske Messebog, uden at S., da han messede, opdagede den ondskabsfulde Spøg; men dette er kun et Skjæmtesagn, der i Tyskland allerede var henført til en Biskop i Paderborn. Historisk er det derimod uden Tvivl, at Kong Svend sendte S. til Udlandets Skoler, hvorfra han kom tilbage som velstuderet Præst. Da Biskop Vilhelm af Roskilde døde (1074), gjorde Kongen sin Yndling til hans Efterfølger, og S. blev en af den Tids betydeligste Bisper. Støttet af Svend Estridsen og senere af Knud den hellige fuldførte han den af Vilhelm paabegyndte Domkirke, af hugne Stenkvadre og med slebne Granitsøjler. End videre byggede han vor Frue Kirke i Roskilde, vor Frue Kirke og Kloster i Ringsted og Hellig Michaels Kirke i Slagelse. Paa Menigheden gjorde han dybt Indtryk ved sin kraftige Prædiken og sin rene Vandel. Han var Vidne til Knud den helliges store Gave til Lundekirken (1085), og efter Kongens Drab (1086) skal han have varslet svare Straffedomme over Danmark. Under den almindelige Nød i Oluf Hungers Tid drog han paa Pilegrimsfærd, gjæstede, først Rom og dernæst Konstantinopel, hvorfra han hjemsendte talrige Relikvier, muligvis deriblandt Pave Lucius’ Hoved, som ved denne Tid maa være kommet til Roskilde Domkirke. S. rejste videre for at naa til det hellige Land, men undervejs døde den fromme Biskop paa Rhodus (1088)."