| Ærkedegn Peder Lykke |
|
|
|
Magister Peder Lykke (1359-1436) var ærkedegn i Roskilde senest fra 1391. Han forpagter nemlig Skt. Agnete Klosters gods i Osted sogn samt gods i Glim dette år. Han har også lejet gods i Svogerslev. År 1400 mageskiftede han sig til ejendom i Roskilde. Han var af Billeslægten (Lykke var hans mors navn) og han spillede i begyndelsen af 1400-tallet en fremtrædende diplomatisk rolle, bl.a. i forbindelse med forhandlingerne om Kong Eriks (Erik VII af Pommern 1382-1459) ægteskab med Henrik IV’s datter Filippa. Han blev biskop i Ribe og i 1416 deltog han i forhandlingerne med lübeckerne i København. Mens han var Ribebisp, gav han en del gods i Merløse og Volborg til Sorø kloster. Hans gejstlige karriere kulminerede i 1418, da han blev ærkebiskop i Lund. Som ærkedegn i Roskilde optræder senere hans bror Niels Bille.
Peder Lykke beseglede kroningsbrevet
i Kalmar 1397. 
I kirkemødet i Konstanz 1414-1418 var Ribebiskoppen
Mere om Peder
Lykke fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Ærkebiskop, var Søn af Jon Nielsen Bille af Solbjærg og Christine Pedersdatter af Slægten Lykke, hvis Familienavn han antog. I sit 15. Aar var han Kannik i Roskilde; senere studerede han ved Pariser-Universitetet, hvor han erhvervede sig Magistergraden. 1380 var han hjemkommet, og 5 Aar efter blev han Ærkedegn ved Domkapitlet i Roskilde. Biskop Peder Jensen Lodehat, Dronning Margrethes Ven og politiske Raadgiver, førte ham ind i det politiske Liv, og det overdroges ham at lede Forhandlingerne om Ægteskabet mellem den unge Kong Erik og Prinsesse Philippa af England. Denne Opgave, som var forbundet med store Vanskeligheder, løste han med overlegen Dygtighed. Et Rygte om, at han var blevet bestukket af den engelske Konge, gjendrev denne i et aabent Brev; et Helgenbillede af Sølv, som Kong Henrik skjænkede ham, overlod han senere til Lunds Domkirke. 1409 blev han valgt til Biskop i Ribe, og 1414 drog han i Forening med Biskop Johan Skondelev i Slesvig til Constanz som den danske Gejstligheds Repræsentant paa det berømte Koncilium. Paa dette Møde har han spillet en fremtrædende Rolle. Han hørte til den Retning inden for Kirken, som, ledet af de berømte Kirkelærere i Paris, krævede Indskrænkninger i Pavens Myndighed og hævdede Kirkeforsamlingens Overhøjhed. Som Medlem af det snævrere Udvalg, som prøvede de Forslag, der fremkom til Gjenoprettelsen af den kirkelige Enhed, og af det Gesandtskab, som ledsagede Kejser Sigismund til Frankrig med det Formaal at formaa Paven i Avignon til at nedlægge sin Værdighed, har han kunnet udøve en vis Indflydelse. Fra Frankrig drog han tilbage til Danmark for at lede Forhandlinger med Lybekkerne, der i Constanz havde klaget over Kong Eriks Overgreb. 1418 kaldedes han efter Kongens Ønske til Ærkebiskop i Lund. Hans Navn er her særlig knyttet til det sidste store Provinsialkoncilium, som blev afholdt i Danmark (1425). Den paa dette Møde vedtagne Synodalforordning blev gjældende Lov for den danske Kirke indtil Reformationen. I 18 Aar styrede P. L. Lunde Ærkestift. Her som i Ribe efterlod han sig Ry for praktisk Dygtighed og Virkesans; han satte sig et varigt Minde i det af ham opbyggede Kapel paa Kirkens søndre Side, det senere saakaldte Fru Gjørvels Kapel. Som Statsmand sluttede han sig nær til den af Dronning Margrethe fastslaaede Politik, Bevarelsen af Unionen, Fred med Hansestæderne og Sønderjyllands Inddragelse under Kronen. For denne sidste Sag virkede han i Constanz, hvor han formaaede Kejser Sigismund til at anerkjende Dommen i Nyborg 1413, og senere, da han afgav sit Vidnesbyrd om Sønderjyllands Forhold til den danske Krone. Han døde 1436 og blev begravet i sit Kapel i Lunde Domkirke. Ribe Bispekrønnike kalder ham «en ædel Mand, lærd og forstandig», og i Sorø Gavebog kaldes han «en Mand af høj Herkomst og stor Klogskab»."
