Duebrødre i 1500-tallet

Ved at beslaglægge kirkens gods og lamme kirken selv som økonomisk faktor, slog statsmagten grunden bort under det positive arbejde, der gennem århundreder havde været blandt kirkens fornemste opgaver. Med den nye kirkeordning og med reorganiseringen af universitetet og skolerne havde man derefter påtaget sig de opgaver, der var forbundet med religionens og lærdommens opretholdelse. Tilbage stod kirkens og klostrenes barmhjertighedsgerning. Så længe man ved at yde sin skærv til kirken og dermed til de fattige kunne frelse sin egen sjæl, flød midlerne hertil forholdsvis rigeligt. Anderledes nu. Et forsøg på at oprette en fattigkiste mislykkedes. Den forblev tom. I stedet fik kirkeværgerne 1558 pålæg om at oprette fattighuse og dertil anvende midler af kirketienden. De fattige fik i øvrigt tilladelse til at tigge, hver i sit sogn, eventuelt i hele herredet, hvis sognet var for lille, men der skelnedes skarpt mellem arbejdsføre fattige og fattige som var ude af stand til at arbejde. Kun de sidste kunne få tilladelse til at bære det tegn, der gav lov til at tigge. Således kunne det offentlige føre tilsyn med lediggængerne, for "der findes så mange stoddere og tryglere at løbe heromkring udi riget og bede Guds almisse, og somme af dem er karske og føre og er dog kommet udi den vane, at de ikke vil arbejde og fortjene deres brød", som recessen af 1537 udtrykker det. I København skulle de »privilegerede« tiggere fra dette år bære » byens tegn«, og der udnævntes to »stodderkonger« til at føre tilsyn med dem.

For de syge lod man helligåndshusene (i Roskilde var det så Duebrødre Hospital) stå ved magt og tilskødede dem endog mere jord, for at de kunne forvalte deres opgave. På denne tid blev spedalskhed en sjælden sygdom i Danmark, og Sankt Jørgensgårdene, der havde været forbeholdt patienter med denne uhelbredelige sygdom, blev lagt til de almindelige hospitaler. Allerede 1542 hed det: "Efterdi, den almægtigste Gud være lovet og benedidet, at den spitalske syge ikke er her i landet så almindelig, som hun var i gammel tid, da ville Vi, at alle Sankt Jørgens gårde og andre små hospitaler, som ere funderede til spitalske folk, skulle lægges til de almindelige store hospitaler i hvert land og stift. I hvilke samme Sankt Jørgens hospitaler, som endnu findes spitalske folk, da skulle de føres til næste almindelige hospital, og skal hos samme almindelige hospital opbygges et bekvemt hus, enten i abildgården eller på et andet bekvemt sted der noget ud fra, hvilket hus samme spitalske folk skal lægges i og der af det almindelige hospital have deres røgt og varetægt, spisning og underholdning af en gryde, på det at der intet skal blive forloret og spildt til unytte og ikke holdes dobbelt omkostning". I Roskilde skete dette 1569.

Peder Palladius var klar over svagheden ved, at de gode gerninger ikke mere i sig selv kunne tjene til sjælens frelse, og søgte på det kraftigste at få folk til at yde deres skærv alligevel. Nu da der ikke mere var »munke og mulestødere«, der løb landet rundt med tiggerposen, kunne man passende, sende sin almisse til Helligåndshuset (i København). Der ligger folk, på hvem »næse, øjne og mund er ædt bort af pokker (syfilis), værk og kræft, på hvem arme og ben er rådnet væk, er uhelbredelige i deres livstid«.