Skolen før 1500 Skolen før reformationen Senere skolereformer

En uge efter kirkeordinansens vedtagelse genindviedes Københavns Universitet ved en højtidelighed i Frue Kirke under overværelse af kongen, rigsrådet og byens magistrat. Under Grevens Fejde var undervisningen ganske gået i forfald, og det gjaldt nu om atter at få bragt skolen på fode, først og fremmest fordi den nye kirke havde brug for hurtigt at få uddannet en stab af lærde mænd til at videreføre arbejdet. Trods al humanisme og den nye tids ønsker om studium af "de frie kunster", om videnskabens løsrivelse fra teologien, var og blev universitetet i første omgang en præsteskole, på samme måde som den øvrige undervisning i landet havde til formål at oplyse folket om troens sandheder. Også her blev Wittenberg forbilledet.

Allerede 1536 havde »Kongelig Majestæts prædikanter og Guds ords tjenere i Sjælland, Skåne og Jylland« anmodet om, »at der her i København, eller hvor i riget det måtte findes mere belejligt, efter Kongelig Majestæts behag, måtte oprettes et godt og drabeligt universitet og studium, hvor der kunne blive holdt forelæsninger for ungdommen over den guddommelige, hellige bibelske skrift med andre flere frie kunster og fremmede sprog, som græsk og hebraisk, og at samme universitet måtte blive forsynet med fine, oprigtige, lærde mænd, som i gode måder og på ret vis kunne have deres underholdning deraf«. Og i universitetets program opfordres til bøn for »kongen, kirkerne, rigerne, skolerne og dette kongelige akademi, at der efter hine forfærdelige krige og oprør måtte skænkes ro til at høre det hellige evangelium, til flittigt at omgås de hellige skrifter, til at dyrke fredens kunster og søge ærligt erhverv«.

Johan Friis, der som kongens kansler havde overtaget de funktioner, der tidligere påhvilede Roskildebispen, overtog nu også dennes opgave som universitetskansler, et hver han røgtede samvittighedsfuldt, så han fik betegnelsen "alle lærdes, kirkers, skolers og fattige hjælpeløses forsvar og fosterfader". Men i øvrigt var det fattige kår, man bød det nye universitet og videnskabens dyrkere. Den første ramme om universitetet var ganske ussel. Den gamle universitetsby på vestsiden af Nørregade blev overladt Peder Palladius som embedsbolig, og i stedet flyttede professorer og studenter over til den tidligere bispegård, der under fejden havde set hertug Albrekt af Mecklenburg, og siden Joakim Rønnows fængsling havde stået tom med sønderslagne vinduer og itubrudt bohave. Her, mellem Frue Plads og Skidenstræde (nu Krystalgade) begyndte 28. oktober 1537 skolearbejdet endnu før de nødvendige reparationer var fuldført; ikke engang efterårsvejret kunne bringe professorerne til at standse. De flyttede blot over i Frue Kirke med deres forelæsninger. Et brev fra Luthers udsending Bugenhagen til kongen giver situationen: "Vi fra universitetet er med vore forelæsninger krøbet ind i kirken; dertil nøder storm og blæst os". Begge borgmestrer giver glarmesteren skylden.

Der kommer også orden på latinskolerne i købstæderne. En latinskole skal være "en skole for fattige unge mennesker, og ingen må antages der uden de, som er bekvemme til bogen." De studerende i klostrene skal "være deres foresatte lydige, leve i kyskhed, ærbarhed, bøn og studering og hver dag synge og læse i koret . . . samt bære munkedragt", så længe de er der.

Kirkeordinansen havde med Melanchthons kirkevisitationsordning for Sachsen som forbillede bestemt, at hver købstad skulle have en og kun en latinskole. I første "lektie" skulle der være abc og stavning; indlæring af fadervor (paternoster) af trosbekendelsen (credo) af de ti bud; og af dåbs- og nadverordene. Efter tredje lektie, der afsluttede begynderstadiet, foregik alt på latin, og der fastsattes bøder for at tale dansk, selv ved bordet. Enkelte steder i købstæderne oprettedes desuden "skriveskoler" for drenge og piger og andre af de, der ikke duer til at lære latin". Her fik en del af administrationens skrivere deres oplæring. At studium og religion var så nært forbundet, sås også på, at studenterne fortsat bar den sorte kappe, ligesom de gejstlige; det betød, at studierne derfor også kunne foregå om søndagen.

Palladius' varme ord om skolegangens nytte og velsignelse og de mange påmindelser fra højeste sted om at fremme studeringerne var ikke blot dikteret af begejstring over det nye, man havde påbegyndt, men havde en brod vendt mod en almindelig modvilje over for skolen og dens væsen. I det almindelige omdømme var studeringerne sikkert ofte blot en form for camoufleret lediggang. Det folkelige had, der vitterligt rettedes mod tiggermunkene, kunne lige så vel rettes mod de omløbende peblinge, der bestandig bad om almisser. Hertil medvirkede også at "posepiltenes" ret til tiggeri misbrugtes. I den anledning fik sognepræsterne 1548 instruks om at bekendtgøre fra prædikestolene, at skolepeblingene skulle forsynes med hætte, så man kunne kende dem. I andre af tidens skrifter, såvel fra katolsk som fra protestantisk side, mærker vi den heraf fødte forsvarsholdning. Således siger allerede Paul Helgesen : "Det som siges almindeligt for et ordsprog, at de er skalke, som til skole går, er ikke sandt. Det er ikke skolen, der afstedkommer denne skalkhed, men det onde eksempel, vi har hjemme set, og lært." Det lykkedes dog ikke Reformationens mænd at skab mønstergyldig skoleordning. Ikke engang alle latinskoler havde rektorer med egentlig akademisk uddannelse. Elever i disse skoler nåede af økonomiske grunde sjældent frem universitetet, men blev gående til de var gamle og skæggede karle. De måtte synge ved bryllupper og begravelser, tjene som "løbedegne" (dvs. degne som samtidig gjorde tjeneste i flere kirker) i landsbyerne. Så kunne de blive skolemestre eller hørere ved underskolen og omsider få præstekald uden nogen sinde at have sat deres ben på universitetet. Alligevel var det sikkert kun de færreste, der som en præst på Fyn havde været løbedegn i 31 år fire forskellige steder i landet, før et præstekald viste sig for ham.

I Roskilde var Niels Black (Nicolaus Blackius), katolik og skolereformvenlig, rektor før, under og efter reformationen. I hans tid har så modsatte personer som Paul Helgesen og Hans Tausen været lærere på skolen. Han forblev rektor frem til 1542. Da blev han afløst af sin broder Hans Black, som blev siddende til sin død i 1555. Han var også katolik. Selv om man altså havde katolske rektorer, gjorde Sjællands nye kirkeleder, Peder Palladius, en del for, at det var den sande tro, der blev undervist i på domstolen. Ansættelsen af Hans Tausen skal ses i denne forbindelse. Vigtigere end rektors tro var for staten at få uddannet præster, lærere og embedsmænd, så derfor lagde man vægt på skolerne, og Roskildes var en af landets største. Skolen stod under tilsyn af superintendenten, som skulle sikre, at der blev undervist i den protestantiske tros ånd. Men også lensmanden, borgmestrene og byrådet skulle føre tilsyn. Så der var fokus på skolen. I Roskilde lærte alle elever latin, men de dygtigste lærte også græsk. Skolen var en forskole til universitetet. Eleverne havde forskellig baggrund. En del var fattige, sønner af håndværkere og bønder, men der var også børn af velstående borgere, børn fra oplandet.