Vandmøller

1253 nævnes en mølle "nær ved havet", muligvis Strandmøllen. Lidt efter lidt må den anselige samling af ikke mindre end ti vandmøller være bleven udbygget.

Nordvestlig var der seks møller. På stribe lå Maglekilde mølle, Skt. Mortens Mølle, Kapelsmøllen, Sankt Clara mølle og Strandmøllen. Lidt for sig selv Vandhulsmøllen; om denne minder vejnavnet: Mølledammen. Alle disse møllers damme lå enten i vestre sænknings bund eller var gravet ind i dens side, og de fik deres tilløb fra de fire store kilder. Ældre kort viser, at vandet fra Hellig Kors er gået til Vandhulsmøllens dam og herfra videre til Kapelsmøllens. Blegdamskilden og Højbrønd har naturligt haft afløb til voldgraven, hvorfra dette kan være ledet til Kapelsmølledammen. Maglekilde udgød sine vandmasser i sin mølles dam, hvorfra de løb videre til de fire andre Møller. Skt. Mortens Mølle tik først dam i 1700-tallet.

Nordøstlig lå fire møller: Rimors mølle (tidligere Sortebrødre Mølle eller Prædikebrødrenes), Kobbermøllen, Skt. Sigfrids Mølle og Haraldsborg Mølle. Drivkraften til disse fire kom så godt som udelukkende fra Klosterkilden. Mølledammene var udgravet uafhængigt af østre sænkning. Denne afgav blot vand til møllerenden.

Adskillige af disse møller tilhørte i middelalderen gejstligheden.

Alle mølledammene på nær en stump af Rimors Mølles er væk i dag, og med dem alle møllerierne. De gamle møller kan let findes på kortene og flere af navnene lever endnu.

Vandmøller var vigtige for økonomien i middelalderen, hvor man ikke havde så mange andre energikilder end brænde/træ. Det var først senere, man begyndte at bruge vindmøller. Yngre Sjællandske Krønike citerer Valdemar Atterdag for at skulle have sagt, "at han ikke ville, at åerne skulle løbe unyttigt ud i havet uden først at have tjent samfundet". I Roskilde gjorde man sig vandet nyttigt.