Portiones

Der var ved middelalderens slutning 34 kannikkedømmer med lige så mange præbender. Hertil kom Duebrødre, så der i alt var 35 kannikker ved domkirken. Hver kannik levede altså af et præbende. Var kannikken prælat, fik han lagt prælaturets indkomster oven i. Hertil kom fællesbordet (mensalia), det oprindelige gods fra dengang kannikkerne levede sammen i et art klosterfællesskab. Fællesbordet delte kannikkerne lige mellem sig. Hertil kom fælles gods (procuratoria), som blev tillagt  de kannikker, som rent faktisk boede i Roskilde og arbejdede ved kirken (de residerende kannikker). En kanniks indtægter bestod altså af en grundløn (et præbende), en funktionsløn (hvis han var prælat: Provst, dekan osv.) og en resultatløn (hvis han var residerende kannik, altså rent faktisk gjorde gavn for pengene og ikke arbejdede som kongens kansler eller ved et udenlandsk universitet). Indtægterne var kannikkens, men alle kannikker havde en vikar til at gøre tjeneste for sig, bl.a. ved messer og altertjeneste, og vikarerne måtte kannikkerne delvist lønne (til visse vikarer ved visse altre var der vikardømmer sat af). En særlig form for aflønning kunne en kannik få ved at deltage i anniversarier. Hvis man deltog i en dødemesse, stod der i kapitlets gavebog, hvor meget der skulle udbetales til deltagende kannikker. 

Man fik altså vikarer til at lave det arbejde, man var ansat til at lave! Det lod sig gøre, fordi indtægterne var højere end det, man skulle bruge for at kunne leve. Men der blev dog også lavet en art belønning for de kannikker, der blev hjemme i Roskilde og selv passede deres præstearbejde ved messer osv. i koret. Belønningen var afkastet af en godsmængde, som biskop Oluf havde skænket oprindelsen til i 1320. Godset var så siden forøget, og det endte med, at det blev delt op i 17 portioner, flidspræmier, som kun de fungerende kannikker fik. De hed portiones canonice, kannikkeportionerne. Efter reformationen blev de stadig uddelt til de kannikker, der så længe domkapitlet bestod, residerede i Roskilde og arbejdede for kapitlet, f.eks. som undervisere eller dommere i tamperretten. Var der ikke residerende kannikker nok, blev portionerne anvendt til almisser til fattige og til peblinge/latinskoleelever.

Det drejer sig om følgende portioner:

Kirkens vedligeholdelse

Mensalia / fællesbordet

Om kapitelgods og bispegods