Domkapitlets sidste år

Domkapitlet vedblev at bestå en tid efter reformationen, men det havde mistet sin kirkelige betydning. En af dens gamle hovedopgaver, tidebønnerne, var der simpelthen forbud imod. En del af præbenderne blev bortforlenet til adelsmænd som personlige gunstbevisninger fra kongen. Blandt ejerne af sådanne Roskildeprælaturer finder vi som ærkedegn rigsråd Niels Kaas, der var medlem af formynderregeringen for Christian IV, og som den sidste dekan lensmanden på Sortebrødregård, den lærde Jørgen Seefeldt. Blandt Roskildekannikker efter reformationen træffer vi folk lige fra den berømte teolog, dr. Niels Hemmingsen til Christian IV's tidligere kammertjener, den senere tolder i Helsingør, Mads Pedersen. De ligger begge begravet i Domkirken.

Skønt mange kannikkedømmer, vikardømmer osv. blev brugt som aflønninger til verdslige embedsmænd (f.eks. kongens tyske kansler (udenrigsminister) Andreas Barby) , der dermed fik titlen kannik, var en del af præbenderne fortsat tillagt kirkefolk, nemlig de nye lutherske embedsmænd som bispen, provsten, den teologiske lektor eller professor, Katedralskolens rektor og byens sognepræster. Disse mænd udgjorde, hvad der var til rest af kapitlet i det daglige, og varetog dets tiloversblevne funktioner, som bestod i at efterse domkirkens regnskaber og være domstol i ægteskabssager. Et minde om kapitlet som domstol lever i udtrykkene tamperret og tamperdage, som kendes fra ældre almanakker. Tamperdagene (af Latin quattuor tempora, de fire tider) er fire katolske fastedage, og på dem behandlede kapitlet ægteskabssagerne. Som domstol var de "Konsistorium Roschildense", som i regelen udgjordes af de residerende kannikker, 5 professorer fra universitetet, der også var kannikker og altså fik deres løn for arbejdet i København via kannikkedømmernes præbender, og de mødtes i Kapitelhuset og behandlede sager, der som regel forinden var behandlet ved herreds- eller byting. En særlig opgave var, at det alene var tamperretten, der kunne dømme i sager om sognepræsters tjenesteforhold.

Helt kvit og frit fik man i den katolske tid ikke de gode indtægter som kannik. Indehaverne måtte forpligte sig til at underholde i alt 108 disciple fra latinskolen. Dekanen skulde underholde 4, domprovsten, ærkedegnen og kantoren hver 2. De mindre præbender og vikariater, der ikke alene kunde magte en dreng, gik i kompagni for at give dem tøj på kroppen og mad. Anderledes efter reformationen. Man har nu indtrykket af, at prælaturer, kannikedømmer og vikariater blot betragtes som en samling fede ben, hvorom en dertil bestemt inderkreds uhæmmet har kunnet kappes. Adskillige har fået stillinger. Således har kobberstikkeren Albert Haelwegh, hvis slægt har tilknytning til Roskilde, haft indtægten fra et vikariat i Roskilde Domkirke; da han døde i 1633, arvede hans svoger, maleren Abraham Wuchters vikariatet. Den verdslige prælat, som fik størst indflydelse på kapitlet i dets sidste tid, var kong Frederik II's tyske kansler Andreas Barby. Forpligtelsen til at sørge for skoleelever og at føre tilsyn med de drenge, man skulle holde med tøj og kost, søgtes dog bevaret efter reformationen, og vi ved, at Andreas Barby tog denne del af sit kannikkearbejde alvorligt. To kannikker skulle stadig have tilsyn med Duebrødre kloster og biskoppen skulle hvert år sammen med 3 kannikker 4 gange om året eksaminere samtlige skolepersoner, lærere og elever. Så noget skulle kannikkerne altså lave. Niels Hemmingsen var en af de kannikker, der tog arbejdet med skolen alvorligt.

To kannikker havde en meget vigtig funktion, nemlig at de skulle være kirkeværger for domkirken. Som kirkeværger påhviledele det dem at sørge for kirkens vedligeholdelse v.hj.a. de midler, der kom ind som kirketiende og fra kirkebygningens eget godsfond (fabrica). Disse penge flød stadig, men der var sjældent penge nok, så de to kirkeværger skulle også være gode til at skaffe penge fra fonde, borgere og især kongemagten.